Van(d)vittige idéer søsættes
Flere af de gode idéer, der kom på bordet i forbindelse med projektet ”Vandvittige idéer om vandet i Haderslev” er nu ført ud i livet. Formålet har været at få gang i en række nye aktiviteter, der kan samle vandet i kommunen. Den 12. juni indvies fire nye
Torsdag den 12. juni indvies fire nye shelters tæt på hav og vand i Haderslev. De nye primitive overnatningsmuligheder kan både bruges af vandsportsaktive, naturelskere, turister og kommunens egne borgere.
Baggrunden for opstillingen af de fire shelters er, at Haderslev er en vandkommune, og vandet er en væsentlig attraktion for området. I 2008 inviterede det daværende Udvalg for Erhverv og Kultur en række lokale foreninger med til at præsentere deres syn på Haderslev som vandsportskommune. Denne præsentation affødte en arbejdsgruppe bestående af interessenter, både lokalt, nationalt og med vidt forskellige indgangsvinkler til at komme med et bud på, hvordan vandsporten i Haderslev Kommune kunne udvikle sig til fremadrettet.
Visionen er en række konkrete projekter, som samler dammen med fjorden og fjorden med havet.
Arbejdsgruppens projekter og visioner bunder i et stort arbejde fra de frivillige i foreningerne med tilknytning til vandet i Haderslev Kommune.
Med kommunale midler og med velvillig støtte fra Friluftsrådet, er flere af delprojekterne enten realiseret eller meget tæt på. Således er overbæringerne ved Møllestrømmen nu etableret, så roere og kajakfolk næsten ubesværet kan få bådene fra dammen og i fjorden. I ydre dam er genetableringen af regattabanen også sat i gang.
De fire nye shelters er placeret på Aarø ganske tæt på havnen, ved Aarøsund nord for lystbådehavnen, på Sønderballe Lejrskoles grund og endelig ved Hejsager Strand.
Haderslev Kajakklub, Haderslev Roklub og Deutscher Ruderverein Hadersleben har hjulpet Kultur og Fritid med udvælgelsen af egnede lokationer, mens Haderslev Produktionsskole har fremstillet de fire shelters som et tværfagligt projekt.
Indvielsen:
Selve indvielsen af de nye shelters sker den 12. juni klokken 16.00 ved Hejsager Strandby 247 (tæt ved de offentlige toiletter).
Formand for Udvalget for Kultur og Fritid Allan Emiliussen fortager den officielle indvielse. Dette gør han med nedgravning af infotavlen for shelteret ved Hejsager Strand. Alle interesserede er velkomne, understreges det.