Patrik kører nye veje mod ambitiøse 2014-mål
Den 15 årige fartdjævel fra Hammelev går “all in”
15-årige Patrik Matthiesen fra Hammelev vælger en meget anderledes sæson efter flere gode sæsoner i gokartsporten. Målet er nemlig sat højt, så der skal arbejdes hårdt for at indfri ambitionerne.
“Normalt skifter man gokarten ud med en Formel Ford-racer eller en anden begynderbil, så man kan komme ud på de større racerbaner, men jeg har valgt at se lidt ud i fremtiden og arbejde for at få en stærk debutsæson næste år,” siger den unge motorkører.
Målet er at få banesportsdebut i den engelske 'Ginetta Junior Cup' i 2015, og indtil da kommer Patriks motorsport primært til at handle om at “få kilometre i kroppen”, som det udtrykkes i racersprog.
Satser på sportsvogn
“Jeg har valgt at satse på sportsvogne som den bedste mulighed for at blive professionel racerkører om nogle år, og her er jeg blevet rådet til at tage til England og køre i Ginetta Junior Cup i mit første år,” siger han.
I stedet for at køre gokart i endnu en sæson, har Patrik i samråd med blandt andet sin coach og sine forældre besluttet at arbejde målrettet på at lære en racerbil at kende. Planen for sommerhalvåret inkluderer da også både træning i Formel Ford og Ginetta G40.
“Selvom jeg skal køre Ginetta næste år, kan jeg sagtens få en masse ud af at køre nogle kilometer i en Formel Ford. Derudover skal jeg køre et par løb i 'Rotax Max Challenge', så karten bliver ikke lagt helt på hylden,” siger Patrik.
Den sønderjyske teenager ville også gerne køre Ginetta Junior Cup allerede i denne sæson, men hos familien Matthiesen er der - til tider - vigtigere ting end racerløb:
Skal passe skolen
“Jeg har en aftale med mine forældre om at skolearbejdet ikke må lide under min sport, så i år giver jeg den fuld gas med skole og lektier.”
“Det er også en god mulighed for at få fintunet mine engelsk-kundskaber,” siger Patrik Matthiesen.