Fortsæt til indhold

Skolereform ændrer på bustiderne

Arkiv
Arkiv

Den store reform af folkeskolen træder i kraft i august, og den betyder bl.a. længere skoledage for børnene. Sydtrafik tilpasser derfor alle skolebussernes køreplaner, så busserne kører, når eleverne skal i skole om morgenen, og når de skal hjem om eftermiddagen. Stort set alle skoleruter påvirkes, og forældre opfordres til at tjekke køreplanerne på sydtrafik.dk, inden skoleåret går i gang.
Fremover bliver der typisk en-to udkørsler om morgenen og to-tre hjemkørsler om eftermiddagen.
"Skolebusserne får færre afgange end i dag, fordi afgangene midt på dagen forsvinder. Skolereformen gør dem ganske enkelt overflødige. Til gengæld kører vi i stor stil om morgenen og om eftermiddagen – altså der, hvor der er behov for det," siger Christina Vedel-Birch Andersen, afdelingschef i Sydtrafik.
90 procent af Sydtrafiks skoleruter er ændrede, når de nye køreplaner træder i kraft efter sommerferien.
"De nye køreplaner er udviklet i tæt samarbejde med kommunerne og vognmændene. Tilpasningen af skoleruterne har været et stort puslespil, som er tilpasset de forskellige ringetider på de forskellige skoler," fortæller Christina Vedel-Birch Andersen.
Hun forklarer dog, at der kan opstå ventetid, hvis elever f.eks. fravælger lektiecaféen, der er et eftermiddagstilbud, som skolerne ifølge reformen skal stille til rådighed for eleverne.