Rød hotdog og rullekebab
På Ibæk Strandvej i Vejle er der åbnet en ny pølsevogn. I en gammel togvogn med hjul
Selvom navnet indikerer, at han ikke er pæredansk, er hans humor nu meget sindig og jysk. Og Ata Jazainy er da også gammel i gårde, når det kommer til at være pølsefatter i det jyske.
“Jeg har haft en pølsevogn på strøget i Hosens i 18 år. Det er byens næstældste af slagsen, så jeg har stor erfaring i at servere en pølse og måske en omgang pølsesnak,” siger han og smiler.
Og nu prøver han så kræfter med en udvidelse af butikken, nemlig med en pølsvogn i Vejle. Den er at finde først på Ibæk Strandvej nær krydset til Tolbodvej.
“Det er et område, hvor der er ikke ellers er mulighed for pølsevognsmad, og så kommer der mange håndværkere i området. Så nu må jeg se, hvordan det går. Vognen har da hjul, så den er nem at flytte, hvis det ikke virker her på stedet. Men det tror jeg da bestemt, at det gør,“ siger han og smiler.
Smil er generelt mange af, og så selvfølgelig pølser, brød, Congobajer og så videre.
“Det eneste, der ikke er pæredansk herinde er vist mig,” siger han og griner.
Det passer nu ikke helt, for man kan også få rullekebab.
“Ja, det er rigtigt, men det er nu efterhånden en klassisk fastfood-spise her i landet. Så det har jeg også på menukortet, for man skal følge med tiden, ellers løber tiden fra en,” siger han og stikker endnu et smil op.
Pølsevognen er i øvrigt en gammel togvogn, der er lavet om. Den er ikke helt ny, men det bliver den, hvis det kommer til at gå godt i Vejle, for så skiftes den ud med en ny model.
“Vognen er 56 år gammel, så den er lidt ældre end mig. Men det kan man jo ikke se på den. Eller på mig,” siger han.