Fortsæt til indhold

SønderjyskE er mere end bare en klub

Morten Henriksen forlænger kontrakten med SønderjyskE og drømmer om medaljer

Arkiv
Mikkel Hansen

Det er nok kun de færreste, der kan huske et SønderjyskE-hold uden Morten Henriksen i spidsen.
Det var i 2007, hvor SønderjyskE lå i anden division, og der var masser af tomme pladser i Humlehøj-Hallen.
Det var i den sæson, at Morten Henriksen blev forfremmet fra assistent- til cheftræner, og siden da er det gået stærkt: Til toppen af dansk håndbold og en ny spritny hjemmebane, hvor publikum strømmer til. Og publikum kan nu sammen med SønderjyskE glæde sig over at have papir på Morten Henriksen de kommende to sæsoner.
"Vi kan godt lide at kigge fremad, og derfor kigger vi måske for lidt tilbage, men når jeg går, så fyldes jeg med varme og glæde over den udvikling, som vi har været i gennem. Jeg er stolt af det, som vi alle sammen i SønderjyskE, Sønderborg og Sønderjylland har udrettet, og det har givet mig mod på at forlænge," siger Morten Henriksen til Lokalavisen, efter han netop har sat sin underskrift på en kontrakt, der forlænger hans nuværende aftale med et år, frem til sommeren 2016.
"Vi har gang i nye spændende ting med holdet og med talentudviklingen. Jeg mærker, at SønderjyskE er på vej frem, og jeg er som træner også på vej frem," siger Morten Henriksen.
Er du ikke nervøs for at blive for længe i samme klub?

"Jo, jeg må erkender, at det har været i mine overvejelser. Ender jeg med at have SønderjyskE tatoveret på brystet? Men SønderjyskE er mere end bare en klub for mig, det er et hjertebarn. Jeg skal også noget andet på et tidspunkt, men lige nu er jeg ikke i tvivl om, at SønderjyskE er det rigtige for min karriere," siger Morten Henriksen.
Han har sammen med resten af holdet netop afsluttet en successæson, hvor det blev en femteplads i grundspillet. Derfor er han også klar over de store forventninger, som mange har til fremtiden.
"Jeg håber, at vi kan flytte os endnu mere mod toppen af ligaen. Min egen drøm er at nå en semifinale, men hvis vi skal vinde medaljer kræver det mere af os og omgivelserne. Vi skal finde nogle ekstra millioner kroner, og det bliver spændende om det lykkes," siger Morten Henriksen.
SønderjyskE's sportschef er godt tilfreds med forlængelsen og den udvikling, som SønderjyskE har været gennem de seneste sæsoner.
"Vi er naturligvis meget stolte over opbakningen fra hele landsdelen. Samtidigt har vi afsluttet den sportsligt bedste sæson i klubbens historie, hvilket Morten Henriksen har en stor aktie i. Han er ganske enkelt den perfekte kombination af professionalisme og klubmand. Han bliver primært målt på resultaterne med ligaholdet; men viser stor indlevelse i alt omkring klubben og talentarbejdet i særdeleshed," siger Simon Hajdu Lindhardt og forsætter:
"Morten Henriksen har et fremragende øje for udviklingen af talenter med potentiale, hvilket jo også tidligere blev bekræftet af DHF med ansættelsen som U-landstræner. Med forlængelse af aftalen med Morten Henriksen er vi godt rustet til at tage kampen op mod de traditionelle tophold i ligaen. Jeg tør godt love, at det ikke bliver kedeligt for tilskuerne i Broager Sparekasse Skansen."