Fortsæt til indhold

Atelier Intermezzo har antennerne ude

Arkiv
Arkiv

KUNST: Atelier IntermeZZo, der har eksisteret i godt 8 år, har altid haft sine meninger om, og til kunst.
Atelieret har gennem årene huset en række billedkunstnere som, udover hver især at have deres egne meninger om udtryk gennem maleriet, også har rummet et sammenhold og inspiration til nyskabelse og fornyelse i deres individuelle udtryk.
I dag udgør gruppen 4 personer der arbejder dagligt i atelieret. Det er Henning Carlsen, Rikke Feld, Ulla Cold og Flemming Hinsch Jensen.
- Vi er forskellige i teorier og i vores udtryk, og alligevel nyder vi et samvær der giver fornyelse og inspiration til nye spændende værker – og det uanset om der er tale om fantasibilleder, firkantsbilleder eller om mere varierende udtryk, siger Henning Carlsen.
I skurvognen bag det gamle havnekvarter i Køge dukker adskillige gæster op til en hyggesnak om billeder, men også om alt det andet der rører sig i Køge – og humør er en væsentlig del af det kreative miljø.
Eneste tilskud som Atelier Intermezzo modtager, er en rimelig husleje for den skurvogn som lejes af ”Køge Kyst”.
- Vi foretrækker at være os selv og udvikle tingene helt på vores egne præmisser, og vi tror på at den lidt skæve tilgang til tingene, skaber fornyet kreativitet og udvikling, siger Flemming Hinsch Jensen.
- At andre, i det mere etablerede miljø så måske ser en smule skævt til vores tilgang til tingene og vores arbejde, betyder mindre. Uafhængigheden betyder alt for os.
Senest har et af gruppens medlemmer – Flemming Hinsch Jensen – udstillet en jernskulptur på toppen af det arbejdende værksted –” IntermetZ” – netop som et symbol på den kreative skabelse og iderigdom der er vigtig for de personer der arbejder i Atelier IntermeZZo.
Skulpturen kan beses på adressen Strandpromenaden 1, lige ved siden af Den Gule Hal.
Dan dig din egen mening om skulpturen på taget og vurder selv om det er kunst, en installation, eller måske noget helt andet, opfordrer de fire kunstnere.
Gruppen har selv stået for afsløringen af skulpturen som er kommet derop ved hjælp af ”Køge Kyst”, og dagen blev fejret med et glas giftiggrøn Absint skyllet ned med en dansk pilsner og et par flere penselstrøg på de halvfærdige lærreder.
Til august – på Sdr. Havnedag – kan du selv være med.
- Atelier IntermeZZo ophænger et antal mindre lærreder hvor du kan lave dit eget billede og for et symbolsk beløb købe billedet med hjem efter et par timers tørretid. Måske får du også interesse for at fortsætte med kreativ billedkunst så mangfoldigheden i Køge Kommune kan udvikles yderligere, siger Henning Carlsen, der oplyser, at overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til Bostedet Pedersvænge i Køge.
pm

Intermezzos fire medlemmer - fra venstre Flemming Hinsch Jensen, Henning Carlsen, Ulla Cold og Rikke Feld. (Privatfoto).