Fortsæt til indhold

Copenhagen Photo festival - også i Kolding

5-15. juni løber Copenhagen Photo Festival i - nå ja - hovedstaden. Men også Kolding har fået en bid af kagen. På Trapholt vises 64 udvalgte fotos

Arkiv
Arkiv

Copenhagen Photo Festival har i år inviteret hele Danmark til at fotografere musikken – dens følelser, stemninger, minder og oplevelser. Fotografer fra hele landet har indsendt koncertfotos, musikerportrætter, festivalbilleder og snapshots fra øvelokalet – 2100 billeder, der alle indfanger musikkens univers.
Nu har de to danske fotografer Søren Solkær og Joachim Ladefoged udvalgt 64 billeder til udstillingen Picture the Music. Billederne vises i samme periode på kunstmuseet Trapholt. Et af de udvalgte billeder er taget af Niels Hougaard i Kolding.

”Vi havde fornøjelsen af at gennemgå mere end to tusinde indsendte billeder fra de danske scener, festivaler, privatfester, tour- busser, øvelokaler og teenageværelser. En imponerende række af billeder, der taler sit tydelige sprog om, hvor meget musikken fylder i vores liv”. – Søren Solkær om udvælgelsen.

Udstillingen vises på Trapholt i anledning af, at museet samtidig har fotoudstilling Face-to-Face med netop Søren Solkær og Bent Rej. Lørdag 14. juni kl. 11.30-12.30 kommer endnu en kendt fotograf til Trapholt – nemlig Joachim Ladefoged, som har været meddommer på ”Picture the music”. Her afholder han artist talk så alle – amatørfotografer, spirende talenter og kunst- og fotointeresserede kan få et enestående indblik i, hvordan en topprofessionel fotograf arbejder. Foredraget er gratis, når der er løst entré til museet.