Fortsæt til indhold

“Man har mere lyst til at gå i skole”

Projekt, der krydrer skolegang med arbejde, har været en succes

Arkiv
Susie Jessen

“Jeg havde ikke lyst til at komme i skole før. Det var kedeligt. Men det er som om, at jeg har fået et pusterum nu”.
Ordene kommer fra 14-årige Anders Hansen, som går i 8. klasse på Brændkjærskolen i Kolding.
Lysten til at lære var der ikke for ham for et år siden og det var svært at komme afsted om morgenen.
Men så blev han en del af et projekt ved navn UDkig, som UU-Center Kolding, Hansenberg og IBC har sat i gang på tre skoler i Kolding.
Blandt andet på Brændkjærskolen, hvor Anders Hansen går.
Formålet med projektet er at motivere unge til at tage en uddannelse og lette overgangen fra grundskole til en erhvervsrettet uddannelse. Dette sker ved at komme ud og snuse til erhvervslivet.
Derfor har Anders Hansen i løbet af det seneste halve år været ansat som medarbejder i Kolding jagt og fiskeri i Kolding Storcenter.
Her er han en dag hver uge og det har i følge ham selv haft en meget gavnlig effekt på hans lyst til at komme i skole.
“Man har mere lyst til at komme i skole nu. Der er én dag i ugen, som jeg går og glæder mig til, og så bliver det hele ligesom lidt nemmere”, lyder det fra Anders Hansen.

En stor succes

Alice Kristensen er uddannelsesvejleder på Brændkjærskolen og har formidlet kontakten mellem eleven og den virksomhed, der har taget eleven ind.
“Det har været vigtigt for os, at finde et sted, der har udgangspunkt i elevens interesser. Det har vi fundet med Anders og vi kan tydeligt mærke, at han er blevet gladere i sin hverdag på skolen og har et større overskud i hverdagen”, lyder det fra Alice Kristensen, som også påpeger, at projektet gør, at eleverne i mindre grad har fravær på skolen.
“Projektet gør, at de kommer mere på skolen. De bliver mere stabile og det er jo en god forudsætning for også at lære mere”, siger Alice Kristensen.
Anders Hansen har også fået øjnene mere op for vigtigheden af at tage en uddannelse, når han er færdig med folkeskolen.
For det har han snakket med sin nye chef om og det giver et andet perspektiv på tingene.
“Man ser anderledes på sin chef end på sine forældre for eksempel. Det betyder noget, at høre det fra nogle andre, at det er vigtigt at tage en uddannelse”, lyder det fra Anders Hansen, som drømmer om at blive sælger en dag.
Projekt UDkig kører på tre grundskoler i Kolding og fortsætter indtil sommeren 2015.