Fitness i den gamle skole
Fresh Fitness slår dørene op i Lillebælt Skolen i Nørre Voldgade/Riddergade
Fitnesskæden Fresh Fitness åbner nu i Fredericia. Det nye center kommer til at ligge på Nørre Voldgade/Riddergade - og slår dørene op i starten af januar.
Det nye Fresh center får til huse i bygningen, der senest har været anvendt som LilleBælt Skolen. Ejendommen bliver nu totalrenoveret og bliver udvendigt ført tilbage til sit oprindelige fabriksudseende - som Lunds Klædefabrik. Fresh centret bliver 1.100 m2 og kommer til at fordele sig på de tre nederste etager, hvor etageadskillelsen åbnes op og forskydes i forhold til hinanden for at skabe et dynamisk, lyst og luftigt center.
”Det har været en stor opgave at finde lokalerne til vores nye og første center i Fredericia, fordi vi stiller store krav til rammerne. De skal være 100% i orden, så vi kan levere den træningsoplevelse, vi ønsker, og som vi ved, vores medlemmer er glade for. Kommende medlemmer kan virkelig glæde sig – det gør vi i hvert fald,” siger administrerende direktør Rasmus E. Ingerslev.
Træningsmæssigt tilbyder centeret alt hvad et sundt hjerte kan begære: Varieret holdtræning, styrketræning i maskiner og med frie vægte, funktionel træning og konditionstræning med underholdning på storskærme. Derudover er der omklædningsrum med bad og skabe, der kan aflåses. Fitnesscenteret har døgnåbent.
Vokseværk
Fresh Fitness er på bare fire år blevet en af Danmarks største fitnesskæder. Medlemstallet har passeret de 50.000 og det tal kommer ifølge kædens direktør nu til at vokse kraftigt. Efter sommerferien udvider kæden med seks nye centre over hele landet.
”Vi brænder for træning og vil hjælpe så mange som muligt i gang med træning. Det kræver både flere centre i flere byer – og flere medarbejdere. Derfor går vi nu på jagt efter ildsjæle, der brænder for træning. Vores succes bygger i lige så høj grad på dygtige folk som på et stærkt koncept og tilfredse medlemmer,” siger Rasmus Ingerslev.