Socialt snyd for 11 mio.
Bedragerne opdages i alle samfundsgrupper
Snyd med børnepenge, friplads, kontanthjælp, dagpenge og meget andet socialt bedrageri er hverdag for en del mennesker i Roskilde. Bedragerne findes i alle samfundgrupper, fortæller teamleder i Borgerservice Lone Wandahl Men for 139 af dem er snyderiet nu fortid. De blev i 2013 taget i at have bedraget for i alt 10,9 millioner kroner. 7,7 millioner kom fra Roskilde Kommune, mens staten pungede ud med resten. Snyderne har nu fået regninger om tilbagebetaling af i alt 1,3 millioner kroner. Flere bliver taget i snyderi, fordi de bliver meldt til kommunen af andre. Anmelderne har en mistanke om, at der foregår noget forkert. Men det er dog ikke altid, at mistanken holder stik. Halvdelen af dem, der afsløres, er blevet anmeldt af andre.
Besked om mistanke
Kommunen fik sidste år 107 anmeldelser, både personligt og anonymt via telefon og på hjemmesiden. Lone Wandahl forklarer, at alle får besked, hvis de er blevet meldt, eller hvis kommunen er ved at undersøge ens forhold nærmere. Alle andre skal ikke sidde og frygte, om de er ved at blive undersøgt eller ej. - Nogle gange kan vi klare anmeldelsen med en enkelt opringning, hvor vi får tingene opklaret, siger Lone Wandahl. Hun oplever af og til også, at anmeldelserne kan være nabochikanerier. Andre gange bliver den mistænkte kaldt til møde, så der kan komme klarhed, om tingene er, som de skal være.
Flere bedragere
Selvom det umiddelbart lyder som en pæn sjat penge, kommunen nu sparer på sociale ydelser, så er snydebeløbet 21,5 procent lavere end året før. Her fandt man nemlig bedragere, der tilsammen havde snydt for 13,9 mio. kroner. Tallene er ikke udtryk for, at der bliver fusket for færre penge, men fordi man har fordelt pengene i nogle andre kasser. I virkeligheden er tallet for fusk nemlig meget højere. Børnefamilieydelser samt ordinært, ekstraordinært tilskud og barselspenge blev i 2012 overtaget af Udbetaling Danmark, og snyd her bliver ikke længere regnet med i kommunens tal. Boligstøtte og pension gik samme vej i starten af 2013. ag@roskildeavis.dk