Fortsæt til indhold

Savage Rose guitarisk skal undervise i Solrød

Arkiv
Arkiv

MUSIKUNDERVISNING: Når guitareleverne på Solrød Kommunale Musikskole efter sommerferien møder op til en ny sæson, vil en del af dem få en ny lærer, som de måske har hørt i radioen eller selv har i musiksamlingen.
Én af Danmarks mest anerkendte guitarister vil nemlig fremover undervise i Solrød to dage om ugen. Det drejer sig om Rune Kjeldsen, som har spillet med navne som Sort Sol, Kira Skov og Nikolaj Nørlund. Desuden er han medlem af Savage Rose, som han er på turné rundt i landet med i disse måneder.
- Faktisk har Rune Kjeldsen allerede været i gang hos os nogle måneder, siger Jens Engberg, musikskolens leder.
- Vores tidligere guitarlærer, Christoffer Hede, flyttede til Jylland i foråret. Han var en rigtig god lærer, som vi var kede af at miste. Jeg er så meget desto mere glad for, at vi har fået en kapacitet som Rune Kjeldsen som afløser. Han er en fantastisk guitarist og desuden en rigtig flink fyr og en god underviser. Udover at undervise guitarelever – hvor man i parentes bemærket kan gå på musikskolen, til man fylder 25 år - er det meningen, at Rune Kjeldsen skal hjælpe unge bands i Solrød med deres musik.
- Vi har aftalt med Solrød Gymnasium, at Rune en gang om ugen skal mødes med nogle af de fritidsbands, gymnasieeleverne har lavet. Han vil så lytte på deres musik og kunne give dem nogle inputs ud fra sin egen erfaring som musiker. Jeg er glad for den aftale, for de unge i den aldersgruppe er bestemt også en del af den gruppe, som musikskolen har en forpligtelse til at lave noget for, bemærker Jens Engberg.
En anden nyskabelse på musikskolen i den kommende sæson er to hold i Computer og Musicmaking, hvor deltagerne kan lære at lave musik på computer.
Musikskolen har købt nyt udstyr til undervisningen, som i øvrigt også kommer til at finde sted på gymnasiet. Desuden har den nye skolereform givet anledning til et øget samarbejde mellem musikskolen og kommunens folkeskoler.
På Havdrup Skole vil en af musikskolens lærere således i samarbejde med en pædagog fra skolen stå for rytmikundervisning for de mindste i det nye skoleår.
pm