Energi uden forurening
Hvis det står til den radikale Jeppe Trolle, skal partiet være med til at indføre en anden miljø-politik i Roskilde, så kommunen får energi uden så meget forurening.
Partiet havde i år henlagt sit Grundlovsmøde til Restaurant Byparken, hvor de 30 deltagere kunne nyde den flotte udsigt ned over fjorden til kaffen og kagerne.
Folketingsmedlem Zenia Stampe, der er opvokset i Veddelev og valgt i Roskilde-kredsen, skulle have været hovedtaler, men hun meldte forfald i sidste øjeblik.
I stedet måtte Jeppe Trolle, der både er medlem af partiets hovedbestyrelse og sidder i byrådet, springe til at sørge for alle de politiske indslag. Deltagerne blev blandt andet udsat for en quizz, hvor de skule svare på en række spørgsmål.
Dum forskelsbehandling
I sin politiske tale kom Jeppe Trolle også ind på den lokale miljøpolitik:
- Vi bliver nødt til at stoppe med fossile brændstoffer for at få mere ren energi i fremtiden. I stedet skal vi bruge vind og sol, hvis vi ikke skal forværre klimaet yderligere.
Jeppe Trolle erkendte, at byrådet i efteråret 2013 sagde nej til store vindmøller på land i området ved St. Valby og Slæggerup. Men han mente, det var en forfejlet beslutning under indtryk af de meget stærke protester, der havde været fra beboerne i dette område.
- Ude ved Vindinge godkendte byrådet en bane til motorsport, selv om larmen herfra er langt højere og nærmere beboerne i området. Så jeg mener, det er en dum forskels-behandling, som vi bør rette op på, forklarede Jeppe Trolle.
tk