Fortsæt til indhold

Masser af sommersjov i Køge kommune

På sommersjovkøge.dk kan du se sommerens program for gratis aktiviteter til skolebørn og deres familier

Arkiv
Arkiv

KØGE: Natur- og Miljøskolen har i samarbejde med Køge Kommune netop offentliggjort den nye hjemmeside sommersjovkøge.dk, hvor Kommunens foreninger og kulturinstitutioner tilbyder et væld af forskellige aktiviteter, støttet af Køge Kommune.
Denne sommer kan du f.eks. tage ud til DJ Køge-Herfølge Jagtforening og skyde lerduer eller prøve verdens hurtigste sport – bordtennis - hos Ejby BTK. Du kan også lægge vejen forbi Borup eller Køge Tennisklub og lære at spille tennis gennem lege og boldøvelser sammen med en professionel tennistræner. Hvis du vil have mere action, så prøv boksning eller klatring.

Mal et træ

Hvis du hellere vil være kreativ, så besøg Svenstrup Naturskole og bombarder skoven med farver, når de inviterer til at dekorere i det fri.
Eller forsøg dig med tryksværte og grafikplader hos Skovbo Billedskole og skab ting i træ, pil og ler hos Herfølge Sogns Husflidsforening. Bagefter kan du lave musik, sjov og ballade sammen med Køge Skoleorkester.

Hunde og krabber

Hvis du har hund kan du besøge hundeklubben DcH Skovbo. Her kan du lære din hund bedre at kende og måske afprøve agility. Du kan også klappe en krabbe sammen med Natur- og Miljøskolen på Køge Marina eller tage på fisketur med Borup og Omegns Sportfiskerforening.
Hvis du elsker heste, så besøg Åbakkens Rideklub og få en ridetur, mens du en anden dag kan sejle i kano med Køge Søspejd, og kaste dig ud i deres helt eget vandland på stranden.
Mulighederne er mange og gratis. Tilmeldingen starter 14. juni på sommersjovkøge.dk. Vent ikke for længe, da flere hold ofte bliver fuldt booket. Læs om alle aktiviteterne i din sommerferie på www.sommersjovkøge.dk
pm