Fortsæt til indhold

Sankt Hans aften med musik,sange, taler og bål

Mandag den 23. juni ved Herfølge Sognegård.

Arkiv
Arkiv

MIDSOMMERFEST: Herfølge Borgerforening gentager succesen fra de foregående år med et stort Sankt Hans arrangement i området ved Herfølge Sognegård og området hvor den nye skov(park)kirkegård i disse måneder tager form.
I årenes løb er selve bålet blevet udvidet med "gør det selv" spisning inden - der er sørget for varme griller resten tager man selv med - spisningen ledsages igen i år af glad spillemandsmusik.
- For at gøre hele arrangementet mere børnevenligt er det hele rykket til at starte 30 minutter tidligere i år, oplyser Niels Rolskov fra Herfølge Borgerforening.
Kl. 17.30 står grillen klar - tag selv service, kød og tilbehør med. Drikkevarer og kage sælges af medlemmer fra Team HK Køge og Herfølgespejderne. Spillemandsgruppen “Ud Til Bens” spiller glad midsommermusik.
Både før og efter bålet underholder bandet Nordlys. Nordlys er en kvartet, som spiller gode, gamle danske og svenske sange i jazzede versioner.
Kl. 20.30 er det tid for aftenens højdepunkt - bålet tændes. Båltalen holdes i år af første viceborgmester Palle Svendsen (V). Medlemmer af Herfølgekoret synger de skønne midsommersange.
Midsommerfesten arrangeres af Herfølge Borgerforening i samarbejde med Menighedsrådet, Herfølgespejderne, Herfølge Erhvervsforening og Team HK Køge.
pm