Flertallet arbejder slet ikke
Lokal DI-formand opfordrer til større produktivitet i samfundet
Over halvdelen af indbyggerne i Roskilde-området står allerede uden for arbejdsmarkedet. I Roskilde og fire af de omgivende kommuner vil der i år 2030 være 8.000 færre i den arbejdsdygtige alder til at forsørge 16.000 flere ældre. Sådan trak formanden for de lokale arbejdsgivere i organisationen Dansk Industri, Niels Hermansen situationen op, da organisationen holdt erhvervstræf på restaurant Herthadalen 4. Juni. Her deltog også flere af områdets borgmestre og partiformanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen. - I de kommende år vil de store årgange gå på pension, og samtidig kommer de små årgange ind på arbejdsmarkedet. For at kunne blive ved med at skabe vækst og velstand til det danske samfund, er der kun en vej frem. Vi skal blive mere produktive, sagde Niels Hermansen og fortsatte: - Hvis der i fremtiden skal være råd til børnehaver, skoler, veje og ældrepleje, er det nødvendigt, at ikke bare de private virksomheder, men også kommunerne bliver mere effektive.