Vojens Fjernvarme jagter rekorder
Første spadestik til etableringen af verdens største solvarmeanlæg er taget
På vegne af Vojens Fjernvarme tog borgmester H.P. Geil (V) onsdag det første spadestik til etableringen af verdens største solvarmeanlæg til 125 millioner kroner. Udover det opføres også en 240 kvadratmeter stor bygning til varmepumper- og ventiler.
“På nuværende tidspunkt ser det ud til at det bliver verdens største varmelager,” siger forretningsfører for Vojens Fjernvarme, Arne Holm.
Fra maj 2015 kommer anlægget til at levere C02-neutral varme til Vojens borgerne. Udvidelsen betyder således, at halvdelen af den fjernvarme, som Vojens Fjernvarme leverer til sine kunder, stammer fra solens varme.
Vandet varmes op af solen ved hjælp af 52500 m2 solvarmepaneler, som stilles op i løbet af vinteren 2014 og foråret 2015.
Det er meningen at 30.000 MWh (ca. 50 procent af den energi, som produceres ved Vojens Fjernvarme, red.) kommer fra solen, og derfor er det nødvendig med et stort varmelager.
“Med de nuværende gaspriser og afgifter vil vi fra varmeåret 2015-16 kunne sænke priserne med 10-15 procent, da der endnu ikke er afgifter på solenergien,” tilføjer forretningsfører for Vojens Fjernvarme Arne Holm.