Fortsæt til indhold

Et kæmpe skridt på vejen

Umiddelbart er der udsigt til lysere tider for Sædding Centret

Arkiv
Rune Weitling

Sædding Centret fik i sidste uge et tiltrængt positivt pust. Intet er endnu afgjort, men lysere tider er måske på vej til det nødlidende center, der gennem længere tid har kæmpet for eksistensen på flere fronter.
Med ejerne Coop og E Dam Jensen som stædige stridspartnere på den ene side og med en tåbelig og forældet § 9 på den anden side.
Onsdag holdt Ejerforeningen Sædding Centret så møde omhandlende netop § 9 i vedtægterne og igangsætningen af en masterplan. Den omstridte paragraf har tidligere forhind-ret butikker i at etablere sig i centret, da ville være i konkurrence med andre allerede eksisterende butikker, men nu er en opblødning på vej.
“Coop har godkendt, at der kan komme dagligvarebutikker i centret, som ikke er discountbutikker,” skrev centret i en pressemeddelelse onsdag, hvori det også fremgår: “Coop har lovet at revurdere, om § 9 skal ophæves helt på grund af underskriftsindsamlingen.”
Der er således ingen endelig beslutning taget om at fjerne den omstridte paragraf, men selv om Sædding Centrets trængsler langt fra kan siges at være ovre, så må onsdagens opblødning fra Coop siges at være et godt tegn for det lille center. Til glæde for guldsmed og urmager Michael Ørfjell, der ligeledes er Sædding Centrets foreningsformand.
“Det er et kæmpe skridt på vejen, der nu er taget. Ingen kan jo sige med sikkerhed, hvad der sker, men rykker der eksempelvis en full size dagligvarebutik ind igen, så ved vi, at tingene kan gå rigtig stærkt. Men med onsdagens udmelding, er meget af den negative snak allerede forstummet,” siger Michael Ørfjell.

Masterplan for centret

Ejerne forhandler nu med Reteam Group om at udfærdige en masterplan for centret. Hermed får ejerne input til, hvilket tiltag der skal udføres for at modernisere centret. Man forventer at kunne præsentere planen i september.
“Det vigtigste er jo næsten den signalværdi, der ligger i at få lavet sådan en plan. Det viser jo, at både ejerforening og centerforening vil noget med centret. Man får ikke lavet sådan en plan til flere hundrede tusinde, hvis ikke der er en grund til det,” siger Michael Ørfjell.