Flygtninge og frivillige i Sagnlandet Lejre
Sagnlandet Lejre og det gode vejr dannede de perfekte rammer, da flygtninge og frivillige fra Lejre kommune var på udflugt i slutningen af maj.
Deltagerne i udflugten sejlede frygtløst i udhulede træstammer som dem vores forfædre i stenalderen lavede, besøgte den dystre offermose, hvor dyrekranier sad på stolper, forsøgte sig med væveri og bueskydning og smagte på kogekaffe som bønderne lavede den i gamle dage. Oplevelser var der masser af.
Udflugten var muliggjort af en donation fra Lions Club i Lejre kommune, og den var arrangeret af Frivillignet for Flygtninge - Lejre, som bl.a. hjælper lejreborgere med flygtningebaggrund med deres integration i det danske samfund og bl.a. bistår i kontakten med myndighederne og med at lære sproget. Der er et meget stort behov for frivillige til de mange lejreborgere med flygtningebaggrund. Men kan henvende sig og høre nærmere om, hvad det vil sige at være frivillig for en flygtning eller en familie ved at klikke ind på facebooksiden Frivillignet for Flygtninge - Lejre. Man kan også møde op til et af de cafe-arrangementer, som afholdes hver måned.