Grundlovstaler med swung
Vejret spillede ikke ligefrem med på Grundlovsdag, og både Socialdemokraterne og Venstre måtte da også henlægge deres arrangementer fra udendørs til indendørs lokationer.
Det lagde dog ikke en dæmper på de højtsvungne ord, og hvor man sommetider føler, at 1. maj talerne efterhånden har overlevet sig selv en smule, er der mere substans i de mange Grundlovstaler. På Tobakken i Esbjerg sagde finansminister Bjarne Corydon blandt andet:
"Vi skal kæmpe for at skabe arbejdspladser. Følelsen af at være i gang og yde noget, ja det betyder altså noget for enhver, tror jeg. Samtidig skal vi sikre, at vi fortsat fastholder et højt uddannelsesniveau. Uddannelse må aldrig blive for de få, men skal fortsat være et gode for de mange."
Thrane gæst hos Venstre
Venstre var rykket fra Heerups Have og ind på Hotel Britannia, og her kom Venstres medieordfører og tidligere politiske ordfører, Ellen Thrane Nørby, ind på, at ytringsfriheden også forpligter til, at man husker sin samvittighed, når man vælger at ytre sig.
"Med ytringsfrihed følger ikke ytringspligt. Tværtimod forpligter ytringsfriheden til, at vi tager ansvar for vores ytringer. Råheden gavner sjældent samtalen. Vi skal ikke lade samvittigheden begrænse ytringsfriheden, men vi skal samtidig sikre, at ytringsfriheden ikke løber så hurtigt, at samvittigheden ikke længere kan følge med," lød det blandt andet fra Thrane Nørby.