HIF tilpasser omkostningerne
Senest i denne uge vil de spillere, hvis kontrakt er til udløb nu, få en henvendelse fra A/S formand Martin Krogh-Jensen
Hvidovre Fodbold A/S’ formand Martin Krogh-Jensen:
- I sidste uge havde vi kaldt spillerne sammen for lige at få afrundet sæsonen. Det synes jeg var en god oplevelse, og jeg håber spillerne havde den samme opfattelse...
- Det er jo sådan, at vi i talende stund har 11 spillere på kontrakt. Vi har ophævet kontrakten med Dia Raofat, Jonas Hebo og Stefan Hansen, da de havde en klausul i deres kontrakt i forhold til en eventuel nedrykning... Stefan Hansen har skrevet en to-årig kontrakt med FC Roskilde.
- Vi har så en del spillere, der har kontraktudløb den 30. juni, og i løbet af denne uge får de en henvendelse fra mig om et eventuelt videre forløb. Forhandlingerne er i gang, men det er ingen hemmelighed, at det koster penge at rykke ud af 1. division...
- Vi ser på vores budget og tilpasser vore omkostninger i forhold til en ny situation...
- Vi ved, at der er en god talentmasse i HIF, og her er det aftalt, at Frederik Emil Andersen, Mike A. Poulsen og Frederik Johansen bliver en del af A-truppen. De øvrige talenter kommer til at indgå i en talenttrup, som skal spille Københavnsserie og U-21 turnering. På den måde kan vi holde øje med, hvilke spillere, der er i en god udvikling og skal have mulighed for at spille deres chance på højere niveau...
- Vi har samtidig givet os en god økonomisk start på den kommende sæson ved at lukke sagen og feriepenge, pensioner, renter og bod med spillerforeningen, så vi ikke står med uforudsete udgifter i den kommende sæson... ebo