Fortsæt til indhold

Sildens Dag gentages i Køge

Lørdag den 23. august på Køge Havn - foran Bryghuset Braunstein

Arkiv
Arkiv

KØGE: Sildens Dag i Køge gentages på havnen i år. Byens kendte restauranter disker op med deres bedste sild, der anrettes til hver enkelt deltager.
Der vil være rigeligt med sild at spise og med godt brød til! Og igen i år skal sildespiserne være med til at kåre den bedste sild – Årets Sild 2014. Sidste år blev det Restaurant Arkens 'Maltsild' der vandt.
Den gode øl og snaps, som sildene bør svømme i, er selvfølgelig fra Bryghuset Braunstein, og skal købes på stedet. Sodavand kan også købes. Det hele ledsages af levende og medrivende jazzmusik.
Silderetterne er tilvirket af Køge-restauranterne Arken, Guldfisken, Hotel Niels Juel, Fiskemanden i Nørregade og Slagter Stig & Co. Det gode rugbrød kommer fra Karise Bageri.
Silderetterne har alle navne og serveres på en robust tallerken. Sammen med serveringen udleveres en 'stemmeseddel', så man kan bedømme de enkelte sild. Ved arrangementets afslutning gøres resultatet op, og Årets Sild 2014 bliver herefter kåret.
Der skal købes billetter til Sildens Dag. Det kan ske på www.koegenu.dk/sildensdag.
Billetter kan også købes hos VisitKøge Vestergade 1 i Køge, hos WIKA på Gymnasievej eller på Bryggeriet Braunstein på Køge Havn. Til børnene kan købes en omgang fiskefrikadeller.
Under sildespiseriet vil et live jazz orkester få alting til at glide lettere ned. Og skulle nogle være ekstra sultne er grillen varmet op til gode pølser med det hele. Bryggeriet Braunstein er også åbent hele dagen for besøgende.

Godt formål

Det er Bryggeriet Braunstein og Køgenu.dk, der sammen Lions Club Køge står bag Sildens Dag. Arrangørerne håber på det samme flotte vejr og store deltagelse som sidste år og glæder sig til at fortsætte traditionen med Sildens Dag i Køge.
Overskuddet fra Sildens Dag går efterfølgende til en allerede udvalgt lokal forening i Køge, nemlig fodboldklubben Køge Pige FC.
- Vi glæder os til at byde alle velkommen på Køge Havn til endnu en fantastisk Sildens Dag, siger Michael Poulsen fra Bryggeriet Braunstein. Og Harry Nielsen fra Lions Club Køge tilføjer, at løverne står klar til at servicere de mange gæster sammen med silderestauratørerne.
pm