Suuuuuuukkkk - endelig

Klumme 1950: Brasilien er en kamp fra at blive verdensmestre i fodbold. Endda på hjemmebane. Dengang var der ikke en finale, men sidste kamp mod Uruguay skulle ende med mindst uafgjort, og Brasilien ville kunne kalde sig verdensmestre. I Brasilien var alle sikre på, at det ville ske, så man havde såmænd på forhånd skrevet de brasilianske spilleres navne på medaljerne.
Problemet var dog, at Brasilien tabte, og Uruguay blev verdensmester. Suuuuuuuukkkkk, lød det hen over hele Brasilien. Den havde de ikke set komme.
2014: Suuuuuuukkkkk. Det dybe suk kan høres i hele Vejle og omegn, tror jeg. Jeg havde da ellers bare lige nævnt for min kæreste Lis, at nu starter VM i bold. I Brasilien. Den havde hun af ukendte årsager ikke lige set komme.
Nå ja og jo, jeg er en af de der mænd, der bliver lidt småunderlig i hovedet og glemmer alt om solskin på terrassen og græsplæner, der bør holdes ned, for der er jo bold i flimmeren. Hvorfor mænd dog bliver småsagelige i øjnene, når der fjerde år er VM, kan der sikkert skrives tykke bøger om. Men faktum er, at vi er mange mænd, der glæder os til, at den store fest går i gang i Brasilien.
Nu kan man jo ikke sætte alle mænd over én kam. Jeg bor ved siden af Poul Erik til den ene side, og en anden Poul Erik til den anden side, men hvor den ene Poul Erik er helt og aldeles ligeglad med fodbold, er den anden Poul Erik omvendt meget interesseret i kampen om den lille runde.
Sådan er der så mange små finurligheder i livet. Men nå, nu starter tre uger med fortællinger og historieskrivning. Bare det, at det afholdes i Brasilien er lig med superfede historier. I 1950 var historierne til tider underlige, som da det engelske landshold boede på et hotel med så dårlig mad, at ifølge den engelske landstræner 'er maden så dårlig, at selv skraldespandene har mavesår.'
Og Indien havde for eneste gang nogensinde kvalificeret sig til VM, men meldte nu fra, for de vidste ikke, at det VM i fodbold var noget specielt. Historier bliver også skrevet i 2014. Det og så fortællinger, som vi mænd kan forholde os til. Ronaldo og Messis finter og små balletagtige trin fylder os med glæde. Og når tyskerne atter engang slår englænderne i en straffesparkskonkurrence, så sidder vi med medfølelse i kroppen, altså med mindre man hedder Søren og bor lige rundt om hjørnet. Ham og jeg har haft mange fodboldsnakke, for han er tyskofil (hvis det ord ellers findes), og han holder med alt, der er tysk. Men han er vist nok også tysklærer på gymnasiet, så det må være derfor, han ikke ved så meget om fodbold.
Vi fodboldgale mænd er underlige. Vi er landstrænere alle sammen, og vi er i hvert fald klogere end dommeren, og det er så fantastisk at sidde på lang afstand fra Brasiliens ulidelige hede, palmer og smukke kvinder og vide alt om fodboldens mange elementer.
Vi ved, at Holland ikke bliver verdensmestre, for det er en naturlov, og vi ved, at Argentina har et på grænsen til stinkende uhyggeligt stærkt angreb, mens det kniber med gode forsvarsspillere. Vi ved, at den italienske angriber Balotelli nok får et rødt kort undervejs, men omvendt også scorer fire mål, og vi ved, at Chile spiller fodbold i høj fart.
Sådan noget ved vi mænd bare. Det er hverken etnografisk forskning eller psykologisk sniksnak om følelser.
Det er fodbold. En simpel måde at slå hjernen fra på. PS: Italien vinder VM. Og husk, at jeg sagde det først.