Skulderklap og nål til patientstøtter

"De aner ikke, hvad de går glip af!"
Jan Andersen siger det med et grin og kvinderne omkring bordet smiler da også, men ordene mener han med stor alvor. Ud af 59 patientstøtter i Røde Kors' lokale afdeling er han ene mand, og det er en skam - allermest for dem, der går glip af oplevelsen ved et par gange om måneden at besøge alvorligt syge patienter på Sydvestjysk Sygehus.
“Man giver rigtig meget af sig selv, men man får lige så meget igen,” siger Mona-Lise Pedersen, der har været med i patientstøtteteamet lige siden de første sygehusbesøg for fem år siden. Derfor er hun blandt de 13 støtter, der denne formiddag får overrakt en fin, lille nål som symbol og tak for hendes indsats.
Det samme gør hendes faste makker, Krista Nielsen. De to tilbringer sammen tre timer hveranden uge på Lungemedicinsk afdeling.
“Vi har endda fået lov til at køre kaffevognen rundt selv, men ellers er det nu vigtigt at understrege, at vi ikke gør sygeplejerskernes arbejde. Vi er der for at snakke med patienterne. Det er jo langt fra alle, der har et stort netværk,” siger Mona-Lise Pedersen, der er blevet så glad for sit “arbejde” som patientstøtte på Lungemedicinsk afdeling, at hun nu også er blevet telefonholder for den forholdsvis nye Vågetjeneste, som Røde Kors har startet op på samme afdeling. Det betyder, at afdelingens personale døgnet rundt kan ringe til Mona-Lise Pedersen, hvis familien for eksempel trænger til en lille pause fra sygelejet, men ikke vil lade den syge være alene.
“Vi er ikke blevet brugt så meget endnu, men afdelingen er meget glad for os,” smiler Mona-Lise Pedersen.

Frisk luft og gudstjeneste

Denne formiddag er kun Røde Kors' egne folk til stede over den sene morgenmad for at hylde patientstøtterne, men fra sygehuset lyder også stor ros for deres indsats. Feeedbacken lyder på, at både pårørende, patienter og personale ser frem til patientstøtternes besøg hver tirsdag og torsdag eftermiddag.
“Indimellem kan personalet godt finde på at prikke os på skulderen og sige, at den og den patient måske har lidt ekstra brug for at snakke, men ellers handler det mest om at lodde stemningen og gå forsigtigt frem. Nogen vil meget gerne snakke, mens andre ikke ønsker det. Vi kører også gerne patienterne en tur udenfor, ned at ryge eller til gudstjeneste på sygehuset. Den slags har sygeplejerskerne jo ikke meget tid til,” lyder fra en gruppe meget glade patientstøtter.