Da børnene tog skeen i egen hånd
Restaurant Admiralen lod børn stå for servering og madlavning til “Fisken på Disken”
Grundlovsdag og Fars Dag blev i Kolding fejret ved at byens børn gav Restaurant Admiralens kokke og tjenere en velfortjent fridag og overtog styringen for en aften. Gik det hele i fisk? Nej, børnene overraskede både forældrene og restaurantejer Gitte Ravn.
Klokken er 15.30 og 25 børn tropper forventningsfulde op til en aften, hvor de skal styre en professionel restaurant. Om en time åbner deres pop-up restaurant ”Fisken på Disken”, så for at alt er klar, er det bare på med forklæderne og kokkehuerne.
”Jeg hørte fra min kusine, at der skulle åbne en børnerestaurant og så syntes jeg bare, at det lød vildt spændende og hyggeligt”, fortæller Tue Atzen Jørgensen på 13 år, mens han står i køkkenet og gør fiskene klar til aftenens servering.
Den nemmeste kogekunst i verden
Denne aftens helt specielle restaurant er opstået i et samarbejde med Koldings Restaurant Admiralen og Glyngøre NemFisk. Fokus er at få flere børn med i køkkenet og vise, at fisk sagtens kan være den nemmeste kogekunst i verden. Ny undersøgelse fra YouGov og Glyngøre viser nemlig, at syddanskerne og dermed koldingenserne er enige om, at det med fisk er svært. Vi spiser sjældnere fisk end f.eks. københavnerne og hvis vi endelig gør det, så er det, når vi spiser ude.
”Fisk er ikke så svært som danskerne gør det til, og det viser vi gerne ved at overlade hele restauranten til børnene. De vil helt sikkert kunne servere noget nemt og lækkert som hele familien vil kunne lide”, forklarer Charlotte C. Ruwald, Produktchef Glyngøre.
Velkommen til familien
Tue Atzen Jørgensen står nu klar i døråbningen sammen med sin lillebror Esben og spejder efter sin familie. Forklædet er rent, menukortene er i hånden og han ved, hvor familien skal sidde, da han selv har gjort bordet klar. Hos familien Atzen Jørgensen kan far ikke komme med, men mor skal stadig forkæles. Tues ansigt lyser op, da han ser familien og han får dem ind til bordet og tager nu imod bestillingerne som om han aldrig har gjort andet. Med bestillingerne i lommen forlader han dem for en stund og går i køkkenet og laver maden. Tyve minutter senere er han tilbage og maden er klar til alle. Han sætter sig sammen med sin familie og nyder maden og så er hans vagt som kok for en dag ved at være slut.
”Det har bare været dejligt, og jeg har særligt nydt, at det var drengene, som skulle lave mad til mig i aften. De har nu lovet, at de vil lave mere mad derhjemme, så det vil jeg glæde mig til”, fortæller Tues mor Vinni Atzen. Og Tue er tilfreds med dagen: ”Det hele har været så fedt. Og maden smagte virkeligt lækkert”.
Klokken er nu blevet 21.00 og de sidste gæster er ved at forlade restauranten. Mætte på god mad og familieoplevelser. At dømme fra de mange smil har børnene gjort det godt og restaurant ”Fisken på Disken” har været en succes.
”Jeg er meget imponeret over børnene. De var alle nysgerrige, interesserede og fokuserede og gav den gas fra start til slut. Vi havde mange gæster, de blev mætte og gik glade herfra - og så kan en restauratør jo ikke bede om meget mere”, slutter Gitte Ravn fra Restaurant Admiralen