Vellykket DM i ridebanespring på Tågerup
Fem dage med masser af ridning blev afsluttet med spændende finale
ridning Der var masser af spænding og mange tilskuere til det flotte DM-stævne i ridebanespring, som familien Schou på Tågerup ved Kolding var værter for.
Andreas og Christian Schou, der stod for det store arrangement, var begge uheldige ved stævnets start. Andreas var så uheldig at brække en knogle i hånden, da hans hest gav et ekstra hop på en forhindring, så han slog hånden ned mod den eller mod sadlen.
Han startede de to kvalifikationsrunder til First DM med armen i gips, men det blev til 12 fejl, og han valgte så at trække sig for at give hånden ro. Han er nemlig udtaget til landsholdet som skal ride Nations Cup i Polen i weekenden.
Christian var så uheldig at forvride tommelfingeren under et af de første ridt. Han skulle ikke starte DM, så han valgte at melde fra de første dage, men red de sidste to og vandt en S1*-springning med 46 deltagere på Untouchable.
Schou Absolute Horses havde tilbudt fribilletter til skoler og daginstitutioner i Kolding Kommune. Og det var der mange, der tog imod.
Danmarksmesterskabet blev vundet af Thomas Dresler på Never Say Never foran Thomas Sandgaard på Amarone og Dorte Dahlmann Olsen på C:Itti.