Fortsæt til indhold

Ejby BTK fortsætter sin fremgang

Arkiv
Arkiv

BORDTENNIS: Ejby BTK har i sæsonen 2013/2014 forsat sin udvikling af klubbens værdier, så klubben ved sæsonafslutningen og til den kommende sæsonstart står stærkere end nogensinde.
Sæsonen startede med 7 hold tilmeldt i ØBTUs holdturnering med h.h.v. 3 ungdomshold og 4 seniorhold. Seniorholdene var repræsenteret i Serie 1, Serie 2, Serie 3 og Serie 4. Alle holdene opfyldte deres målsætning ved at blive i deres respektive række.
- I ungdomsholdturneringen var vi repræsenteret i Ungdom Østserie, Ungdom A og Drenge B. Ungdom Østserie og Ungdom A vandt deres rækker meget suverænt og blevet kåret som Østdanskemestre. Drenge B holdet endte på en flot 3. plads, fortæller Rasmus Agger Bendtsen fra Ejby BTK.
I ungdomsafdelingen har aktivitetsniveauet været meget højt i denne sæson.
- Vi har haft 3 træningshold, hvilket har gjort det muligt for den enkelte spiller at tilpasse sig efter niveau og ambitioner. Dette har medført at vi har fået tilgang af ungdomsspillere fra Lejre, Benløse, Solrød, Havdrup, Køge m.m. Vi har i løbet af de sidste par sæsoner fået bekræftet at vores måde at gøre tingene på i Ejby BTK er den rigtige måde, hvilket vi selvfølgelig er meget stolte af. I løbet af sæsonen har vi i ungdomsafdelingen også afholdt flere vellykkede arrangementer som bla. Familieturnering, klubmesterskab, overnatning med selvlysende bordtennis m.m., fortæller Rasmus Agger Bendtsen, der er cheftræner i klubben.
I ungdomsafdelingen kan man igen i år se tilbage på en sæson hvor resultaterne i de forskellige turneringer har været rigtige gode. I ØBTUs pointjagt/pointstævne har klubben deltaget med hele 13 spillere, hvoraf 7 af spillerne spillede i A-rækken. Til Sjællandsmesterskaberne kom man hjem med 15 medaljer på ungdomssiden, hvilket gjorde Ejby til den 5. mest vindende klub.
- Årets store højdepunkt kom i forbindelse med vores årlige klubtur til Landsmesterskaberne, hvor vi blev den mest vindende klub med hele 35 medaljer. En bedrift vi kan være meget stolte over, da der deltog over 500 spillere og mere end 50 klubber, siger Rasmus Agger Bendtsen.
Rasmus Agger Bendtsen – klubbens hjerne og hjerte – blev i denne sæson kåret til Årets Leder i ØBTU for hans store arbejde i Ejby BTK.
- Ejby BTK har endnu en gang haft en vidunderlig sæson. Vi har i denne sæson videreudviklet klubbens værdier og holdninger. Hver eneste træning har krævet hårdt arbejde for at få spillerne til at føle sig som en del af det unikke sammenhold i Ejby BTK. Dette sammenhold er med til at skabe utrolige minder og resultater som man ikke glemmer” fortæller Rasmus Bendtsen.
- Planlægningen til den kommende sæson er allerede i gang, og vi har mange nye og spændende projekter på tegnebrættet. Vi vil gøre alt for at den kommende sæson bliver mindst ligeså succesfuld som denne sæson, slutter Rasmus Bendtsen.
Ejby BTK vil i sommerferien igen afholde sommerferieaktiviteter for Køge Kommune, hvor alle skolebørn kommunen har mulighed for at komme og prøve kræfter med bordtennis.
Tilmeldingen til disse arrangementer skal ske via Naturskolens hjemmeside.
pm