Nye Bydelsmødre bliver færdiguddannet i Køge
KØGE: Torsdag den 26. juni får det nye hold Bydelsmødre overrakt deres diplom på Køge Rådhus.
Køge har allerede 14 Bydelsmødre, der blev færdiguddannet sidste efterår, og nu er 13 nye kvinder klar til at tage opgaven som Bydelsmor på sig.
Bydelsmødre er frivillige kvinder, der hjælper de kvinder og familier i deres lokalområde, der på den ene eller anden måde har det svært og ønsker hjælp eller sparring fra en kvinde, der har tid, ikke er en del af 'kommunen', har tavshedspligt og som kan deres sprog.
Ellemarkens sundheds- og trivselsprojekt Sund Zone står for uddannelsen af de kommende Bydelsmødre, der er mellem 19 og 69 år, tilsammen taler 9 forskellige sprog og er alt lige fra uddannede, studerende og udenfor arbejdsmarkedet.
Kvinderne har gennemgået en 16 moduler lang uddannelse, hvor emner som eksempelvis ligestilling, seksualitet, job, uddannelse, børns udvikling og samtaleteknikker har været på skemaet.
Alle interesserede er velkomne til at komme og ønske de nyuddannede Bydelsmødre tillykke på Køge Rådhus torsdag den 26. juni i Rådhussalen kl. 16.30–17.30, når formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Mads Andersen vil overrække diplomer til de færdiguddannede Bydelsmødre.
Bydelsmødrenes familier, undervisere på uddannelsen og politikere er inviteret til den festlige begivenhed, hvor Køge bidrager med endnu 13 Bydelsmødre til det store netværk af over 400 Bydelsmødre fordelt over hele landet.
Vil du vide mere om Bydelsmødre eller i kontakt med en Bydelsmor, så kontakt Serpil Gün på serpil.gun@koege.dk eller mobil 3046 6102.
Læs mere på www.bydelsmor.dk.
pm