De 120 farligste bunkers på Vestkysten er nu snart væk
Arbejdet med at fjerne bunkers langs Vestkysten lakker mod enden
Med en fælles indsats mellem Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner samt Naturstyrelsen og Kystdirektoratet, er det nu tæt på være slut med at fjerne 120 af de farligste bunkers med blotlagte og skarpe jernpigge på Vestkysten.
I disse dage arbejdes der på højtryk, for at få de sidste bunkers ved Fjand i Holstebro Kommune ryddet af vejen. Men disse bunkers ligger i vandkanten og ude i havet og er ganske udfordrende for dykkere og sprængningseksperter, der skal sprænge dem i mindre stykker før den endelige nedknusning. Herefter mangler der blot fire bunkers i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Glad borgmester
Arbejdet med at fjerne bunkers startede juli i fjor, og efter en vinterpause er projektet nu ved at være så langt, at Vestkysten er klar til at tage imod sommerens turister.
"Jeg er utrolig glad for, at vi før badesæsonen for alvor går i gang har fået ryddet 120 af de farligste bunkers væk. Det er vigtigt, at vores turister og gæster kan føle sig trygge, når de benytter sig af vores kyster og nyder vores smukke natur," siger borgmester Erik Buhl, Varde Kommune.
Selvom der snart er 120 færre farlige bunkers på og ved Vesterhavet, er det alligevel vigtigt, at gæster og badende langs kysten stadig tager sig i agt for bunkers og jernpigge. Der kan og vil fortsat dukke bunkers op langs den meget dynamiske kyst.
I de tilfælde hvor der fremover konstateres bunkers med farlige pigge, har Kystdirektoratet indgået den aftale med de respektive kommuner og Naturstyrelsen, at Kystdirektoratet får indberetninger med den nøjagtige placering. Herefter vil Kystdirektoratet så vidt muligt sørge for, at de farlige jernpigge bliver fjernet.
"Hvis vi selv finder en bunker med synlige jernpigge eller får en melding fra kommunerne eller Naturstyrelsens folk, så kontakter vi en entreprenør, der med det rette udstyr kører ud og fjerner det strittende og farlige armeringsjern," fortæller kommunikationschef, Ole Navntoft fra Kystdirektoratet.
Der er registret ca. 600 bunkers fra anden verdenskrig på strandene ved den jyske vestkyst, og det har kostet ca. 12 mio. kr. at fjerne de 120 farligste af slagsen.
Læs mere om hele projektet på Kystdirektoratets hjemmeside (Link: http://kysterne.kyst.dk/vi-fjerner-bunkers-2013.html )