Badeanlæg bliver ikke klar til sommeren
Borgerne får ikke glæde af anlægget i denne sæson alligevel
Det er dybt beklageligt, at opsætningen bliver så meget forsinket. Kolding Kommune har arbejdet hårdt for, at badegæsterne skulle få glæde af det nye, flotte anlæg i denne sæson, men det har desværre vist sig umuligt,” forklarer områdechef Bent Mouboe, Kolding Kommune.
Badeanlægget er et af vinderprojekterne i den landsdækkende konkurrence “Byg det op,” som DR og Dansk Arkitektur Center gennemførte sidste år. Ideen til projektet stammer fra Kim Toft Andersen, Kolding.
Badeanlægget har siden færdiggørelsen i efteråret ligget på kajen i Kolding Havn, mens sagsbehandlingen, hvor Kolding Kommune har skullet indhente tilladelser fra flere forskellige myndigheder, er foregået.
“Vi modtog de sidste tilladelser fra Kystdirektoratet i slutning af april. Herefter tog vi straks kontakt til firmaet, som har bygget badeanlægget, og som også skal sætte det i vandet for os. Desværre var det for sent i forhold til at blive klar til denne sæson. Dels har det ikke været muligt at skaffe de nødvendige materialer og det nødvendige udstyr med så kort varsel, dels er det midt i entreprenørens højsæson,” forklarer Bent Mouboe og fortsætter:
“Opsætningen af badeanlægget er en specialistopgave, som kræver særlig ekspertise. Derfor har vi ikke med så kort frist kunnet gå ud og finde et andet firma. Entreprenøren har været med i hele processen, og da badeanlægget ventes at blive brugt af mange mennesker, ønsker vi ikke at gå på kompromis med sikkerhed og kvalitet.”
Det 85 meter lange badeanlæg bliver liggende på Kolding Havn, indtil det i august skal transporteres til Lyshøj Allé. Broen skal stå på et større antal svære pæle, som er specielt beregnet til badebroer. Ved anlægget bliver der opstillet transportabelt toilet, mens der etableres et parkeringsområde på et græsareal nær anlægget.