Fortsæt til indhold

Factory genåbner i dag med fri bar-koncept

Natklubben i Vissingsgade i Vejle er genåbnet med nye ejere, og der er nu også åbent om torsdagen

Arkiv
Jeppe Rafn

For 160 kroner er der fri bar fra klokken 22-02 med fadøl, shots, ugens drink og lignende. Studerende slipper med 140 kroner.
Konceptet med fri bar, når du først har betalt entré, gælder fortsat hos Factory i Vissingsgade, der har været lukket i nogle måneder, men nu er åben igen med nye ejere.
Ejerne er ægteparret Jesper og Gitte Søklint fra Vejle, der hver især har mange års erfaring som henholdsvis dørmand og bartender.
“Vi har valgt at have dørmand, selvom det ikke er påkrævet med en 02-bevilling. Jeg har selv børn, der går i byen i Vejle, og vi vil gerne have et sted, hvor de unge kan gå i byen og hygge sig, føle sig godt tilpas og være trygge,” forklarer Gitte Søklint.
Som noget nyt vil Factory også holde åbent om torsdagen. Her er der gratis entré, men gæsterne skal så naturligvis betale for drikkevarer i baren.
Factorys målgruppe har hidtil været unge fra 18-24 år, men de nye ejere håber også at kunne tiltrække de lidt ældre. Jesper og Gitte Søklint håber desuden på at få upcoming lokale bands til at komme og spille på scenen i Factory.
Factory åbner fredag den 13. juni.