To af de bedste arbejdspladser ligger i Hvidovre
Hilti og Roche er på top 20 over bedste multinationale virksomhed at arbejde i
Det er rapporten ¿Great Place to Work¿, der er grundlaget for kåringerne. Teknologivirksomheden Hilti og medicinalfirmaet Roche ligger på henholdsvis en 17. og 18. plads, som ¿bedste multinationale virksomheder at arbejde i¿. Den omfattende undersøgelse inkluderer deltagelse af mere end 2.000 europæiske arbejdspladser. Listen med Europas Bedste Arbejdspladser er baseret på nationale undersøgelser i 19 europæiske lande. I 2014 har 2.330 virksomheder deltaget i undersøgelsen (heraf 136 fra Danmark). - Den økonomiske krise er nu langsomt ved at fortage sig, og vi er begyndt at opleve en øget vækst. Mange danske og europæiske virksomheder har indset, at et positivt arbejdsmiljø og et højt niveau af tillid, stolthed og fællesskab er forudsætningen for at få succes på markedet, siger Ditte Vigsø, Administrerende Direktør i Great Place to Work Danmark og tilføjer: - Jeg synes, at det er imponerende, at mange danske virksomheder scorer så højt, og det skal vi være stolte af. For nyligt blev der offentliggjort en undersøgelse fra Eurostat omkring arbejdsglæde, og den viste også, at her ligger danskerne helt i top sammenlignet med andre lande. Debatten blandt virksomheder går ofte på, at vi i Danmark har vanskeligt ved at tiltrække dygtige specialister fra udlandet - men markedsfører vi i højere grad vores arbejdsmarked med, at det er i Danmark, du opnår størst arbejdsglæde, vil det være et meget stærkt konkurrenceparameter, når det gælder om at tiltrække de dygtigste medarbejdere fra udlandet. Great Place to Work® er en analyse- og konsulentvirksomhed, der arbejder for at skabe et bedre samfund ved at hjælpe arbejdspladser med at blive bedre. Det danske kontor blev etableret i 2001 og offentliggør hvert år Danmarks Bedste Arbejdspladser®. I kategorien ¿Multinationale Selskaber¿ ligger Microsoft på førstepladsen. Det er tolvte år i træk, at Great Place to Work® offentligør listen med de 100 Bedste Arbejdspladser i Europa. På alle de arbejdspladser, der deltager i undersøgelsen, modtager enten alle eller op til 400 tilfældigt udvalgte medarbejdere et spørgeskema, som evaluerer graden af tillid, stolthed og fællesskab på arbejdspladsen.