Fortsæt til indhold

Aya og Karla er de bedste venner

Arkiv
Arkiv

KØGE: Det var en overbevisende sejr, da Stine Nielsen fra Lille Skensved vandt kæledyrskæden Maxi Zoo's landsdækkende Barn og Hund konkurrence med et skønt billede af sin 3-årige datter, Aya, og familiens hundehvalp, Karla. De to har fra første dag været de bedste venner og sover nu sammen hver nat.
Det var den perfekte beslutning, da familien Nielsen fra Lille Skensved valgte at udvide familien med en lille hundehvalp for snart tre måneder siden. Den franske bulldog, Karla, og familiens 3-årige datter, Aya, blev nemlig fra første dag de bedste venner, og derfor var det også oplagt, at familien deltog i kæledyrskæden Maxi Zoo's landsdækkende Barn og Hund konkurrence – som de nu har vundet.

Overbevisende sejr

Til konkurrencen indsendte Stine Nielsen et skønt billede af Aya og Karla, der på Maxi Zoo's Facebookside fik hele 261 likes og dermed løb med sejren samt et gavekort på 1.000 kr. til Maxi Zoo.
- Karla skal have en ny sele og et halsbånd – de vokser jo hurtigt sådan nogle hvalpe, fortæller Stine Nielsen, der ikke fortryder et sekund, at de fik søde Karla.
- Det var det bedste tidspunkt, vi kunne vælge at få en hund på i forhold til Ayas alder. De har så meget glæde af hinanden, leger sammen i haven og træner forskellige tricks. Karla har desuden besluttet, at hun vil sove hos Aya om natten. I starten lagde hun sig i Ayas dukkeseng, men nu har hun fået sin egen kurv derinde.
Karla og Ayas forhold er et strålende eksempel på et godt og stærkt forhold mellem barn og hund – et forhold, som Maxi Zoo har stort fokus på og ønsker at styrke gennem en landsdækkende kampagne.
Konkurrencen var derfor en del af kæledyrskædens barn og hund-aktiviteter, der følger i kølvandet på deres minibog, Bogen om Max, der kan hentes gratis i Maxi Zoo Køge på Galoche Allé 5 i Køge.
pm