Fortsæt til indhold

Oplev Danmarks første aften airshow

I Roskilde Lufthavn ved Tune.

Arkiv
Per Møller

AIRSHOW: Som de første i Danmark afholder Foreningen Roskilde Airshow et aften Airshow fredag den 29. august fra kl. 19.00-22.15 i Roskilde Lufthavn, Lufthavnsvej 20 i Tune. Her vil man kunne se fly med specielle effekter, der er fantastisk flotte på aftenhimlen.
Af deltagende fly kan bl.a. nævnes verdensmesteren i svæveflyakrobatik Johan Gustafsson samt det engelske Twister Aerobatics Team - tidligere the Swip team. Her hjemmefra vil det Danske Flyvevåben deltage med EH101 redningshelikopter samt F-16 afvisningsberedskabet. Og der vil blive præsenteret varmluftsballoner, faldskærmsudspring med lys og røg samt 6 selvbyggede sportsfly i formation med LED lys og røg. Kort sagt, der bliver nok at se på i den halvanden time selve flyveopvisningen varer.
På jorden vil der være fly, hvor man kan se hvordan et cockpit ser ud med lys i. Og hele Roskilde Aften Airshow afsluttes med et fyrværkeri.
Da det er første gang Roskilde Airshow afholder et aften Airshow og ressourcerne primært bruges på det store weekend Airshow i 2015, er antallet af tilskuere begrænset til 2.500.
Billetter kan kun købes via online billetsalg www.ticket.airshow.dk/da.
Der vil være mulighed for at købe mad og drikke.
Roskilde Airshow arrangementerne, der siden 1995 har været afholdt i Roskilde Lufthavn hvert andet år, har til formål at fremme interessen for flyvning i bred forstand.
Arrangementerne appellerer til publikum i alle aldre og giver en spændende oplevelse med flyveopvisning og udstillinger med relation til både civil og militær flyvning før og nu.
Som noget nyt forsøger Roskilde Airshow sommeren 2014 at arrangere et aften Airshow, da det får større og større udbredelse ved forskellige Airshow rundt omkring i verden.
Bliver det en succes vil Roskilde Airshow overveje at lave dette hvert andet år, så det store Airshow bliver i ulige årstal og aftenshowet i lige år.