Årets Fæstningsdreng
Frederik den III’s Laug hædrede teaterchefen med medalje og kage
”Tusind tak”.
Teaterchef Søren Møller storsmilede, og takkede med hånden på hjertet, da han i sidste uge blev udnævnt som Årets Fæstningsdreng.
”Det føles godt. Fredericia er jo meget bevidst om sin historie, så at blive udnævnt som fæstningsdreng er en stor anerkendelse.”
Det var Frederik den III's Laug, der hængte medaljen om halsen på Søren Møller.
”Der er ingen tvivl om, at du har været med til at fremme byens navn. Med dit store engagement har du sat Fredericia på landkortet. Vi er stolte over og glade for, at du valgte Fredericia, så det er med en stor glæde, at vi nu udnævner dig til fæstningsdreng.” lød det blandt andet fra Frederik den III's Laug, da Søren Møller modtog medaljen på Landsoldatpladsen.
Søren Møller slog med det samme fast, at æren skulle deles med kollegerne på teatret.
”Jeg modtager prisen på vegne af en masse mennesker, som gør et fantastisk arbejde. Succes består af lige dele talent og medvind. Det er ikke nok at kunne - man skal også have muligheden. Så opbakningen har stor betydning. Hvis rejsen skal fortsætte skal man tro på projektet og bakke det op. Det koster at være førende, det koster at være i superligaen.”
Frederik den III's Laug har siden 1989 hyldet en lang række personer/virksomheder, som i særlig grad har gjort sig positivt bemærket og gjort en forskel for byen. Blandt andre Henning Møberg, Mogens Ussing, Ole Nikolajsen, Henning Høngsmark, Mette og Rainer Gassner, Olaf Helios og Uffe Steiner Jensen. Sidste år var det virksomheden Messe C Fredericia, der modtog prisen.
”Det er dejligt at få anerkendelse – både i dårlige og gode tider.”
Søren Møller, Teaterchef