Åbnede både udstilling og flasker
Trompetist og byrådsmedlem Henrik Rønnow gav den gas med både ord og proptrækker på Tørning Mølle
Henrik Rønnow åbnede Malernes Dag og åbnede Vojens Vine på Tørning Mølle.
Med flaget hejst på Valdemars Dag klippede byrådsmedlem Henrik Rønnow med sikker hånd snoren til billedkunstnernes Malernes Dag på Tørning Mølle.
Inden snoren blev klippet, takkede Henrik Rønnow billedkunstnerne og Tørning Mølle for, at de inviterede publikum ind i deres univers med billedkunsten og at man fik lejlighed til at drøfte de enkeltes billeder og de tanker der lå bag. Billedkunsten er blivende og tegner et billede af tiden for eftertiden, modsat musikken, som Henrik Rønnow jo beskæftiger sig med, som kun er til stede i nuet, og derefter er flygtig.
Efter en tur rundt på udstillingen kom tiden til at skulle åbne de nye årgange Rød og Hvid Vojens Vin, som helt faldt i Henrik Rønnows smag som gode kvalitets vine fra MAN VINTNERS i Sydafrika til rigtig fornuftige priser.
Efterfølgende var det publikums tur til besigtigelse og prøvesmagning af vin, og det blev et velbesøgt arrangement med flere hundrede besøgende i løbet af dagen.