Fortsæt til indhold

Køge Musikskole får amerikanske gæster

Blue Lake Nothern Wind kommer til Køge i næste uge.

Arkiv
Arkiv

MUSIK: I dagene fra tirsdag den 17. juni til fredag den 20. juni får Køge Musikskole besøg af ikke mindre end 60 dygtige unge musikere fra USA - Blue Lake Nothern Wind - der skal indkvarteres privat for at få en lille fornemmelse af danskernes gæstfrihed.
- Der er fundet hjem til dem alle, og der er ingen tvivl om, at de får en god oplevelse, mens de er i Køge, men der er også gode oplevelser for danskerne i vente, for onsdag den 18. juni kl. 17.00 spiller Blue Lake Northern Wind i Hedeland ved Roskilde, og allerede dagen efter, den 19. juni kl 19.00, er der mulighed for at høre de dygtige musikere i Borup Kulturhus, fortæller Helle Bodi fra Køge Musikskole.
Ved begge koncerter er der gratis adgang. Ved koncerten i Borup deltager nogle af værterne, der selv spiller i Køge Musikskole, så der bliver mulighed for både at høre amerikanerne og musikskolens dygtige musikere.
Musikerne fra Blue Lake kommer fra staterne Michigan, Illinois, Iowa, Ohio, Indiana, Tennessee, Texas og Wisconsin og er i alderen fra 12 år til 20 år. Besøget i Køge er en del af en koncertturne der varer 3 uger, og turen går også til Polen og Tyskland.
Blue Lake er en forkortelse af Blue Lake International Exchange Program, der ud over at sende orkestre til Europa og Asien for at opleve andre kulturer, også afholder summer camps, hvor man kan blive undervist i musik, ballet og billedkunst.
pm