Blå spejdere i safari-stemning
57 spejdere i alderen 6-12 år og 16 ledere fra Aabenraa Gruppe under Det Danske Spejderkorps afholdt årets sommerlejr i strålende solskin på Spejdercentret Assenbækmølle ved Tistrup/Varde.
De yngste spejdere lettede med 'fly' til Afrika, hvor de skulle redde de truede dyr fra krybskytter på savannen. Der blev fremstillet kikkerter, masker og spyd for at kunne løse opgaven. Derudover blev der lavet safarimad og deltagerne var på safari-natur-tur.
Alle aktiviteter var planlagt af ældre spejdere på Assenbækmølle Spejdercenter, og de var til alle samlinger og aktiviteter klædt fantasifuldt ud. Mandag middag fløj de tilbage til virkeligheden igen og kunne trætte fragtes med bus hjem til Aabenraa igen. Udover safari-temaet var lejren en traditionel spejderlejr med overnatning i telt, bygning med rafter, madlavning over bål og lejrbål.
De 10-12 årige fik andre udfordringer i form af klatring på en 10 meter høj klatrevæg i forskellige sværhedsgrader. Her blev der brugt mange kræfter, og store grænser blev overskredet. Der blev også tid til at lave en lille lejravis og fremstillet masker. Disse spejdere lod teltene blive hjemme og sov i stedet i bivuak og i hængekøjer.
I sommerferien er der sommerlejr for de ældste spejdere. Tropsspejderne (12-16 år) skal på sommerlejr ved Spejdercentret Houens Odde og de ældste 17-23 årige skal på en kombineret bil- og vandretur på Island, en tur de selv har planlagt.