Ny Blå Flag strand i Fredericia
Søndag den 15. juni klokken 13-15 indvies en ny Blå Flag strand ved Hyby strand med spændende vandaktiviteter for alle
Denne badesæson har Fredericia fået endnu en Blå Flag strand, Hyby Strand, som er den fjerde i rækken af badestrande med det internationale kvalitetsstempel. Foruden Hyby Strand vejrer det blå flag ved strandene på Trelde Næs, Østerstrand og Skærbæk Strandpark.
Den nye strand er gjort klar til badesæsonen. Toiletbygningen ved stranden er forsynet med opslagstavler og plakater, der er rejst en ny flagstang og affaldsspande til sortering af affaldet er sat op.
”Vi er stolte over at kunne tilbyde vores borgere og turister endnu en badestrand, hvor der gøres en særlig indsats for miljø, sikkerhed og gode oplevelser ved vandet," siger Christian Bro, formanden for Miljø- og Energiudvalget.
På søndag hejser han, sammen med Astrid E. Jørgensen fra Friluftsrådet i Trekantområdet, det Blå Flag ved Hyby Strand.
Naturvejleder, dykker og TV vært i de to serier "Under overfladen" og "Under åben himmel", Ulrik Westphal, indvier os i den spændende verden, som findes i Lillebælt. Gå på opdagelse på det lave vand og find liv under vandoverfladen. Du kan låne waders, vandkikkert og rejenet.
Så husk badetøjet og håndklæde på søndag klokken 13 ved Lillebælts Allé 18 D.