Fortsæt til indhold

Gamle skibe til Middelfart

Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejl- skibe kommer til Middelfart den 21. juli

Arkiv
Arkiv

Høje master, store sejl, kilometervis af tovværk, åbne værksteder, gode sømandshistorier og sang på kajen.
I uge 30 sejler mellem 30 og 40 gamle smukke bevaringsværdige sejlskibe rundt om Fyn og besøger Odense, Middelfart, Marstal, Faaborg og Svendborg.
Ruten starter i år i Odense søndag den 20. juli. Det er 27 år siden, at kapsejladsen sidst anløb Odense. Dagen efter kommer skibene til Middelfart, og der bliver masser at se på - både for landkrabber og sømænd.
Bestyrelsen for Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe har aftaler på plads med de fem byer. Alle steder er man gået med til, at byens betaling til kapsejladsen er hævet fra 22.000 til 30.000 kroner. Sejladsen har et budget på rundt regnet 320.000 kroner, og i år budgetteres med et overskud på omkring 30.000.
“Fyn Rundt er ikke en pengemaskine, men det er vigtigt, at vi har en lille buffer. Vi er altid afhængige af vejret – det er bestemmende for, hvor meget der tjenes på mad og drikke på havnene,” lyder det fra Jay Jensen.
Udvalget af mad og drikke på kajerne er i år udvidet med en række nye tiltag: God kaffe, økologiske pølser, pandekager - både søde og madpandekager – og brændte mandler.
“Vi tror på, at det kan få folk til at blive lidt længere tid på havneområdet, at udbuddet af mad er mere varieret. Der er mange, der ikke ønsker at spise pølser og fritter. Men hvis familien kan få noget “ordentlig mad” får de måske lyst til at blive og spise aftensmad. Mange skal køre hjem og vil ikke drikke øl – så dem skal der også være et alternativ til,” fortæller Jay Jensen.
De mange skibe er en skøn blanding af foreningsejede, firma-ejede og privatejede skibe. På mange af dem er det muligt at købe en plads som passager, for eksempel igennem Maritimt Center i Svendborg. Du behøver ikke at være sømand for at være med. Der er uddannede folk om bord på skibene, og alle har mulighed for at få en tjans på dækket og hjælpe til med sejl og tovværk.

Når skibene ankommer til Middelfart vil der blive fortalt facts og anekdoter om hvert enkelt skib fra styrehuset på galeasen Havet.