Hjælp os mod tricktyvene
Flere og flere i Roskilde bliver i denne tid udsat for tricktyverier.
Tyvene samles her for at gøre klar til Roskilde Festival, hvor der er gode penge at stjæle for de tilrejsende banditter, fortæller Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi.
- Vi opfordrer derfor til øjeblikkeligt at anmelde forhold, der kunne virke mistænkelige. Det kan for eksempel være, hvis en eller flere personer, oftest udenlandsk udseende, henvender sig til ældre for at spørge om vej, mens de viser et kort frem, siger Martin Bjerregaard.
På vagt
- Politiet er på ekstra vagt og klar til at rykke ud overfor tricktyve i denne tid. Derfor skal man straks ringe 114, når man ser noget mistænkelig, siger Martin Bjerregaard.
Han forklarer, at tyvene typisk snyder to personer i hver landsby eller bydel, hvorefter de trækker videre til nye gerningssteder i nærheden. Derfor er de svære at få fat på, og derfor har politiet brug for hjælp til at rykke ud.
Snydt og afluret
Torsdag eftermiddag var tricktyvene ude efter en 38-årig kvinde fra Roskilde, da hun lige havde handlet i Lidl på Københavnsvej.
Kvinden havde betalt varerne med dankort i butikken og havde netop sat sin taske på passagersædet.
Kort efter blev hun kontaktet af en udenlandsk kvinde, der på dårligt engelsk spurgte om vej til Malmø, mens hun pegede på et kort.
Kvinden forlod igen stedet, og den 38-årige lagde mærke til, at hun mødtes med en mand.
Den 38-årige blev mistænksom, fordi hun havde læst så meget om tricktyve i avisen.
Hun tjekkede derfor om pungen stadig var der. Det var den, men dankortet var til gengæld væk.
Hun har fortalt politiet, at hun tror, hun er blevet bestjålet af manden, mens hun vendte ryggen til bilen og viste kvinden vej på kortet.
Bagefter kom hun i tanke om, at kvinden havde stået bag hende i køen i Lidl.
Tyvebande
Politiet mener, at det muligvis var samme tricktyve, der var på spil i Vindinge i denne uge, hvor de stjal en pung fra en ældre kvinde.
Her arbejdede to kvinder og en mand sammen. Den ene kvinde, en 32-årig rumæner, blev dog overmandet og anholdt.
Offeret har beskrevet tyvene som østeuropæiske af udseende. Kvinden var mellem 40-45 år, spinkel af bygning og med dårlige fortænder.
Manden var mellem 45 og 50 år, omkring 180 cm høj, kraftig af bygning, havde moustache og var iført cremefarvet tøj.
Politiet er især interesseret i en beskrivelse af de mistænkelige personer og det køretøj, som de ofte forlader gerningsstedet i.
ag@roskildeavis.dk