Tyve rydder stationen
Karin har mistet tre cykler i år på DSB’s cykelparkering
Bunkevis af cykler bliver jævnligt stjålet fra stationen, når de står i båse og venter på, at ejeren kommer hjem fra dagens eller nattens aktiviteter. Forleden blev to mænd set tjekke forskellige låse, og et par cykler var sat klar til afhentning ved vejen. Tyvene havde dog ikke held med foretagendet denne gang, da forbipasserende skræmte dem væk. En af dem, der er rigtig irriteret over de mange tyverier, er Karin Engelberth-Hansen. Hun har i år mistet tre nye cykler. Cyklerne har både haft cykellås og været låst fast til noget. Sidste gang var mandag 2. juni. Da hun meldte det til politiet, fik hun at vide, at netop den dag, var der stjålet mange cykler på stationen. - Jeg bliver så frustreret og vred hver eneste gang det sker, siger cyklisten. - Man går jo og leder og leder, når den er væk. Man tjekker igen, om man har set ordentligt efter, siger ejeren til de mange forsvundne cykler. Sidst måtte hun ringe hjem og få trøst og moralsk opbakning fra sin mand. Hun ville aldrig drømme om at tage den daglige tur til København med bil, da hun nyder togturen og den efterfølgende tur på cykel. - Folk siger, at jeg bare kan køre på et gammelt lig, men det har jeg ikke lyst til, når jeg bagefter skal køre rundt i byen, siger cyklisten. Hun mener, at den to-hjulede fornøjelse ryger på en rusten jernhest.
Brug båsen
Chef for ejendoms- og stationsservice, Nicholas Olsen, foreslår, at man køber en nøgle til en af de fem låste parkeringspladser til cykler på stationen. - Her forsvinder færre cykler, og nøglen koster 150 kroner pr. halve år, siger Nicholas Olsen. Han erkender, at det kan være svært at få plads til cyklerne på nogle af de aflåste arealer. Han foreslår, at man kører lidt rundt for at finde en fri plads. - Sådan er det også, når man vil have bilen parkeret. Det må man vende sig til, da der er flere og flere, der tager cyklen til stationen. Han forklarer, at DSB jævnligt rydder arealerne for herreløse cykler, der fylder op. DSB har netop fjernet 200 cykler fra stationen, der både stod i de låste og uaflåste arealer. ag@roskildeavis.dk