Ohh Happy Days - nu også i Aabenraa
Så er der mulighed for at fylde lidt af sommeren med gospel musik
I samarbejde med Aabenraa Kommunes Aktiv Ferie tilbud tilbyder Aabenraa Sogns GospelFamily nu for sjette år i træk tre dage, hvor børn fra kommende 3.-10. klasse kan blive udfordret, socialt sammentømret, dygtigere og ikke mindst klar til den afsluttende store koncert den sidste eftermiddag.
Det foregår mandag den 4.august til onsdag den 6. august på Aabenraa Friskole.
Til formålet har GospelFamily igen inviteret nogle af de bedste gospelinstruktører, der findes i landet. Julie Lindell, som tog 1000 publikummer med storm under Sønderstrand festival 2. pinsedag, kommer igen og instruerer deltagerne i de mest hittende gospelsange, sammen med et professionelt team fra København.
Derudover instruerer korlederne Sisse og Torben Callesen fra GospelFamily også de yngste, når deltagerne deles op i aldersgrupper og et stort hold frivillige forkæler deltagerne med mad og drikke undervejs.
Vil man et skridt videre, bliver der også mulighed for at melde sig til solistklasser, sangskrivning og andre workshops.
I GospelFamily er den gennemgående holdning, at alle kan synge. Gospel synges nemlig med hjertet, og det har alle.