Fortsæt til indhold

Går du rundt med en fotograf i maven?

Arkiv
Arkiv

Går du rundt med en lille fotograf i maven, og er du god til at se flotte motiver, skæve vinkler og det perfekte lys? Så skal man overveje at finde kameraet frem og efterfølgende deltage i TRO - Økologisk kirkefestivals foto konkurrence.

Kirkefestivalen, der løber af stablen for tredje år i træk fra fredag den 5. til søndag den 7. september, er arrangeret af kirkerne i Ferslev, Gershøj, Gevninge, Herslev, Kirke Hyllinge, Kornerup, Lyndby, Skibby, Sæby og Vellerup.

Som sædvanlig består festivalen af en lang række forskellige arrangementer, både på festivalpladsen i Sæby og rundt i sognene. Det være sig koncerter, vandreture, børneteater, paneldebat, science show, borgerkor – og ikke mindst en fotokonkurrence.

Motiverne til fotokonkurrencen skal være fra en af de ti kirker, der står bag TRO – økologisk kirkefestival. Det kan være fra kirkerne udvendig eller indvendig, fra kirkegården eller fra loft eller tårn. Hver deltager i konkurrencen kan indlevere ét foto.

Indleveringsfristen er fredag den 15. august.

Alle indsendte billeder vil blive udstillet i Sæby kirke under hele festivalen, og her vil man, som publikum, kunne stemme på hvilket foto, man synes er det bedste.
Hvis man ønsker at deltage i konkurrencen, kan man gå ind på festivalens hjemmeside www.trofestival.dk og orientere sig om konkurrencereglerne.

Der vil være præmier til de tre bedste billeder. Dommerne vil være provst i Lejre provsti Lars Munch, og Dan Koch, formand for Skibby menighedsråd. Den tredje stemme i bedømmelsen vil være publikums.

Vinderne kåres søndag den 7. september efter gudstjenesten i Halmkirken. Vindernavne offentliggøres på www.trofestival.dk