Fortsæt til indhold

Et løft til det frivillige arbejde i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: De frivillige sociale foreninger i Køge får nu bedre betingelser. Køge Kommune har fra 1. juni ansat 29-årige sociolog Ulrik Gade Husted som frivilligkoordinator.
Hans opgave er at etablere et Frivilligråd i Køge og skabe bedre rammer for dialog, netværk og sparring for de frivillige foreninger, men også i et samspil med kommunen og politikerne.
Ulrik Gade Husted har været på sin post i knap to uger, og har allerede været ude og møde mange af de frivillige foreninger i Køge, blandt andet Hjerteforeningen, Røde Kors Køge, MC Kirken og Køge Vandreforening.
- Jeg lægger stor vægt på at møde foreningerne, hvor de er og forstå de præmisser de hver især arbejder under. Jeg tror på, at det er en forudsætning for at kunne støtte dem på den bedst mulige måde, siger Ulrik Gade Husted.
Ulrik Gade Husted har selv en lang erfaring med arbejdet i frivillige foreninger blandt andet fra Folkekirkens Nødhjælp, hvor han også har siddet som medlem af Folkekirkens Nødhjælps Råd, der fastsætter den overordnede kurs for organisationen. Så Ulrik Gade Husted kender til de udfordringer, der kan være forbundet med at være en frivillig forening.

Frivilligråd på vej

Det er Social- og sundhedsudvalget i Køge Kommune, der har besluttet at give det frivillige sociale arbejde et løft. Det skal blandt andet ske ved, at et Frivilligråd bliver opstartet til august 2014.
Frivilligrådet vil få høringsstatus, hvilket betyder, at Frivilligrådet kan komme med kommentarer til beslutningsforslag og på den måde yde sin indflydelse på, hvad der bliver besluttet på frivilligområdet i Køge. Udover at komme med høringssvar vil Frivilligrådet i lige så høj grad få rollen som et dialog- og netværksskabende led mellem kommune og foreninger.
Frivilligrådet, som vil komme til at bestå af 10-15 personer fra små og store frivillige foreninger rundt om i kommunen, politikere og embedsmænd, har til opgave at videreudvikle det frivillige sociale område i kommunen.
- Frivilligt socialt arbejde kan eksempelvis være, at man frivilligt, ulønnet, arbejder i en café for misbrugere eller personer med psykiske problemer eller at man er frivillig i et cykelværksted, der har til formål at skabe et socialt fællesskab og en mulighed for en udsat gruppe borgere at bevæge sig, forklarer frivilligkoordinator Ulrik Gade Husted.
I første omgang er det Social- og Sundhedsudvalget, der sammensætter Frivilligrådet, men efterfølgende kan Frivilligrådet selv beslutte, hvordan kommende medlemmerne udvælges.
- Frivilligrådet har været mange år undervejs og de frivillige foreninger har været inddraget i processen. De vil fortsat altid have muligheden for at komme med indspark til det Frivilligråd, der bliver nedsat, ligesom de altid kan tage fat i mig som frivilligkoordinator, understreger Ulrik Gade Husted.
pm