Fortsæt til indhold

Ønskebørn og Legekæden flytter sammen

De to forretninger i Den Hvide By rykker frem i "første række" ud mod Københavnsvej i den kommende uge.

Arkiv
Martin Rasmussen

FLYTNING: Den Hvide By bliver rammen om lidt af en flytning i den kommende uge, hvor legetøj, barnevogne, børnetøj og meget andet bliver pakket sammen i Ønskebørn og Legekæden - for at blive flyttet til nyindrettede lokaler lige rundt om hjørnet.
De to forretninger rykker nemlig ind i de lokaler helt ud til Københavnsvej, som tidligere rummede køkkenforretningen HTH samt THansen. Der vil stadig være tale om to forretninger med hver sin indgang, men til gengæld får de fælles kasse og betjening.
Det giver god mening, for de to butikker har nemlig de samme ejere i form af trioen Sus og Steen Lund Kristiansen samt Susanne Pedersen, som har drevet forretning sammen siden 1997.
Inden flytningen til Den Hvide By lå Ønskebørn i Vestergade, og Sus Lund Kristiansen forklarer, at man ikke har haft grund til at fortryde flytningen til Den Hvide By.
- Vi er rigtig glade for Den Hvide By. Vi har jo et ret pladskrævende sortiment, og der var ikke plads nok i lokalerne i Vestergade. Desuden er det rart, at der er gode parkeringsforhold her, siger hun.
Pladsbehovet udvides jævnligt - blandt andet idet man inden for de seneste år har udvidet sortimentet hos Ønskebørn med børnetøj op til 10 år samt sko.
Sus Lund Kristiansen ser desuden frem til, at forretningerne får endnu mere synlighed for potentielle kunder, når man kommer ud og ligge ved den meget trafikerede Københavnsvej.
Lørdag den 14. juni er sidste åbningsdag i de gamle lokaler. Herefter følger nogle lukkedage for at give tid til flytningen og indretningen af de nye lokaler, inden Ønskebørn og Legekæden åbner den nye fælles forretning for kunderne fredag den 20. juni.

De to forretninger er netop nu ved at indrette lokalerne, hvor de slår dørene op for kunderne den 20. juni.