Fortsæt til indhold

I Flindts Fodspor - Merci for en sejr

Arkiv
Jørgen Flindt

Det var en uventet sejr, og måske derfor smagte sejren en anelse sødere. Jeg var engang med til en pubquiz på en bar i Århus. Det var dengang jeg boede i byen, for jeg studerede på Journalisthøjskolen, og en vi stillede et journalisthold. Ok, det er da et hverv, hvor en stor bunke paratviden er en naturlig kollega på jobbet, men vi var oppe mod de super seje.

Universitetlærerne

Og universitetlærerne vandt altid. Uge efter uge. Det kunne ikke laves om på, men det kunne det. De store fik bank af de små. Og det var sgu egentlig meget rart at man, den eneste gang jeg i øvrigt deltog (klapper lige mig selv på skulderen, for der er ikke andre, som gør det) og kunne modtage præmien foran de der skide kloge universitetlærere, som sad og mukkede og i øvrigt vist nok tog grusom hævn ugerne efter.
Men de små skal vinde over de store i ny og næ, og det skal de, for ellers gider hverken de store eller de små at kæmpe i længden. Forskellighederne skal sejre over hinanden.
Livet vil simpelthen være for kedeligt, hvis vi alle der bor i Aarhus og drikker Caffe Latte dagen lang af sig selv var vindere, for den slags fulgte med postnummeret. Sådan er det nu ikke. Bare spørg deres fodboldhold.
Det dur selvfølgelig omvendt heller ikke, at alle som bor på en gård ved Vork eller Vindelev eller Vesterlund, vinder alt de deltager i, for så vil alle i Aarhus, og generelt bare alle andre, blive skide sure, for de vil nemlig også gerne vinde engang imellem.
Så der skal forskelle til, og der skal være plads til, at vi alle kan vinde i ny og næ.
Og man skal huske at hylde alle vindere, store som små, men det er ligesom at sejren er lidt mere sjov, når man ikke lige så den komme. Hvis lille Børge fra Vejle med for korte arme vinder boksekampen over Monster Igor fra Rusland, eller når studerende banker lærerene i en pubquiz, jamen så befrier det os fra det snærende bånd, at de store altid vinder.
Og derfor vil jeg hylde Merci Tøj og Kunst, der er en butik i Give. Her sælges tøj og brugskunst, og her kan man prale af at være 'Din Modebutik' i Jylland. Det er Alt for Damerne, som kårer fire vindere. En i hver af fire landsdele.
Butikken i Give vandt foran alle andre butikker af sin slags i Jylland, og dermed foran butikker placeret i det indre Aarhus og Ålborg. Og foran butikker i Randers, Esbjerg, Herning, Vejle, Kolding og så videre.
Den lille butik for enden af Vestergade i Give gav de andre butikker gode gedigne bøllebank, og kan derfor klappe sig selv på skulderen og sige: Skide godt gået. For selvom der ikke er en naturlov mod, at en butik i Give, Børkop, Jelling eller Egtved, eller hvor det nu er, skulle vinde sådan en konkurrence, er der stadig en smule eventyr over det.
Merci har ligget hvor den ligger i mange år, uden helt at blive opdaget af den brede skare, men det er den så nu. Ok, i det små, for så mange læsere har Alt for Damerne jo heller ikke, og det er jo ikke sådan, at alle i hele verden nu kender Merci, men den lille, hyggelige butik har hermed vist, at Give er en fin handelsby, og at mindre byer har noget at byde på. Hvilket mange af de smart i en fart kvinder i storbyerne vist glemmer i ny og næ. Så Merci til butikken i Give for at vinde, og dermed give de større byer baghjul for en stund. Det er flot gået.
Jo, kære universitetlærere: Er I frisk på en pubquiz?