Fortsæt til indhold

Lille Kolstrup Krøniken er klar til start

Jacob Michelsens Gård danner rammen om det nye egnsspil, der sætter fokus på slægten på gården

Arkiv
bs

Krøniken om slægten bag Michelsens gård i Aabenraa er nu for alvor ved at tage form.
Allerede på lørdag er der premiere, og den markerer den forløbige kulmination på det lange og intense øveforløb, som folkene bag krøniken har været igennem de seneste par måneder.
Med titlen ”Lille Kolstrup Krøniken” opføres egnspillet i haven ved Michelsens Gård hver dag fra lørdag og helt frem til og med søndag den 22. juni.
Skuespillerne har indtaget haven og er begejstret over at få lov til at spille i de smukke omgivelser – lige der, hvor mange af historierne til forestillingen reelt fandt sted i en svunden tid.

Kvinderne i fokus

Historiens omdrejningspunkt er slægten Michelsen på gården i Lille Kolstrup, hvor to gange Jacob satte deres præg på det daglige liv på gården.
Dog er det de stærke kvinder bag disse mænd, som forestillingen sætter fokus på, nemlig Magdalene Dampe, Karen og Ella Michelsen.
Kvinder, der gjorde sig bemærket ved at tage deres og familiens skæbne i egen hånd og kæmpe mod den mandsdominerede verden omkring sig. Kvinder, som gik imod normerne, hvilket bl.a. kom til udtryk, da Karen Michelsen deltog ved Jomfru Fannys begravelse.
Publikum møder også vaskekonerne og torvepigerne som dengang vidste alt om alle – og helst ikke holdt det sig for selv - de var datidens sladderspalter og nyhedsspredere.

Magdalene i strid med Hans Madsen Møller. (Foto: Karin Riggelsen).

Spis brød til

Publikum får lov til at leve sig helt ind i historien under stykket. Bl.a. vil man, som et pust og duft fra den svundne tid, kunne smage på det friskbagte brød fra gårdens bagehus, som vil være en del af forestillingen.

Autentiske dragter

Samarbejdet mellem folkene på Michelsens Gård, Det Lille Teater og instruktøren Kim Asmussen har i den grad båret frugt. Den store viden om klædedragten i netop den periode, hvor forestillingen finder sted har resulteret i fantastiske autentiske dragter, der er kreeret af folkene fra Gården. Sammenlagt med omgivelserne i haven, en nærværende historie og velspillende skuespillere er der lagt op til en rigtig Krønike om Michelsens Gård gennem godt hundrede år fra 1809 til 1915.

Lille Kolstrup Krøniken
Der er premiere 14.6 kl. 19 med forestillinger 15.6 kl. 15, 18.+19.+20.6 kl. 19 og 21.+22.6 kl. 15. Billetter kan reserveres hos Aabenraa Turistbureau tlf. 7462 3500.