Fem SM-titler til Køge Tennis Klub
TENNIS: I weekenden var Køge Tennis Klub vært for over 600 tennisspillere til Sjællandsmesterskaberne i tennis.
Køge Tennis Klub havde deltagelse af 20 tennisspillere og tog ikke færre end 5 guldmedaljer og 2 bronzemedaljer med hjem.
Suveræne Karoline Amalie Ken som går i skole i Solrød og bor og træner i Køge vandt både Sjællandsmesterskabet i single og double i U/10.
I semifinalen slog Karoline Ken sin store rival fra Hillerød, Frederikke Birn, med overbevisende 6/3-6/2.
I finalen stod Karoline Ken overfor Caroline Lindahl fra HIK – og vandt endnu mere sikkert med 6/2–6/2. Dermed er Karoline Ken både Danmarksmester og Sjællandsmester i 2014 i U/10 rækken.
Den 9 årige Karoline Ken spillede sammen med 10 årige Caroline Lindahl i double. I semifinalen stod de overfor Køges 8 årige Rebecca Munk Mortensen og Sarafina Olivia Hansen fra Birkerød.
Efter en lang og jævnbyrdig kamp vandt Karoline og makkeren med 6/4–6/3. I finalen spillede Karoline Ken og Caroline Lindahl imod Daria Stanesascu og Frederikke Birn fra Hillerød og vandt med 6/2–6/2.
Dermed gik der både en guldmedalje og bronzemedalje til Køge Kommune i U/10 damedouble.
I +40 rækken vandt Køges Michael Mogensen over Thomas Rosenmeier med 0/6-6/1–6/2 og dermed guld. Samtidig vandt Køges Peter Mortensen og Michael Mogensen Sjællandsmesterskabet i double.
Den sidste guldmedalje blev vundet af Morten Strømsholt fra Køge Tennis Klub som sikkert vandt finalen i Herre B rækken med 6/1–6/4. Christian Johannesen fra Køge Tennis Klub vandt bronze.
Endnu engang markerer Køge Tennis Klub sig positivt med stor medalje høst ved Sjællandsmesterskaberne.
- Turneringen var udover en sportslig succes også en økonomisk succes. Der var godt salg i cafeen af lækre sandwichs sponsoreret af Fiskemanden i Køge, oplyser Peter Mortensen fra Køge Tennis Klub.
I denne weekend skal førsteholdet spille deres næste holdkamp i 2. Division imod KB. Køges 2.,3. og 4. hold spiller også i weekenden på hjemmebane i Køge.
pm