Fortsæt til indhold

To elever skal i kloster i Spanien

Elever fra Social- og Sundhedsskolen skal i en måneds praktik i et kloster

Arkiv
Arkiv

Katrine Qualmann Herlufsen og Kamilla Frank Jensen, der begge er 19 år og i gang med uddannelsen til social- og sundhedsassistent på Social- og Sundhedsskolens afdeling i Fredericia, skal på et anderledes praktikophold i Spanien. De skal i kloster i Spanien, og tager afsted tirsdag 10. juni.
“Vi skal arbejde med sygepleje- og hygiejneopgaver, og vi er sikre på, at det bliver en stor oplevelse at arbejde i klosteret, der er et plejekloster, hvor der bor 15 til 20 ældre nonner, der bliver passet af andre nonner”, fortæller de.
Som social- og sundhedsassistentelever har Katrine og Kamilla mulighed for at søge om at komme i en måneds praktik i udlandet under uddannelsen. De ville gerne have været i Barcelona men kunne ikke få kontakt til et plejecenter i byen. Men Katrines onkel kom under en forretningsrejse i Spanien i snak med en spaniol, hvis søster havde kontakt til klosteret, og en forbindelse blev skabt.
Klosteret ligger i byen Collado Mediano 45 kilometer udenfor Madrid. Katrine og Kamilla skal arbejde alle hverdage men har fri i weekenderne, og de glæder sig til at opleve den spanske kultur.
De har været på et intensivt spanskkursus en weekend, hvor de har lært enkelte sætninger, som de kan bruge i arbejdet på klosteret, og de øver sig nu på sproget sammen.
“Det bliver rigtigt spændende at se, hvordan de griber plejen af de ældre an”, siger de.
Pigernes ophold er blevet gjort muligt gennem det danske mobilitetsprogram for unge i erhvervsuddannelserne, PIU, og de får betalt rejseudgifter og ophold og får almindelig elevløn, mens de er i udlandspraktik.