Elever fra Vejle lærer om digital design
Nye teknologier styrker elevernes læring
Vejle Kommune er med, når lærere og forskere viser fremtidens skole i Aarhus.
For snart bliver vinylskærere, 3D-printere og modelbygning en del af hverdagen på skoler i Vejle.
Derfor afholdes en stor konference i Aarhus, hvor eksempler på undervisning i digital fabrikation og design vises frem.
Tre skoler i Vejle Kommune er med.
Det sker mandag den 16. juni, hvor Aarhus Universitet er vært for en konference for folkeskolelærere, pædagoger og forskere, som viser eksempler på undervisning i digital fabrikation og design.
Konferencen giver et smugkig ind i, hvad det er for en fremtid elever og lærere i folkeskolen kan vente – og allerede har taget hul på nogle steder.
I Vejle Kommune har man bl.a. på NOVAskolen arbejdet med undervisningskonceptet FabLab@SchoolDK, som kombinerer teknologi, innovation og læring.
Også Kirkebakkeskolen og Ungdomscenter Vejle 10. klasseskolen er med.
”Vi er startet med tre skoler, og tanken er, at flere skoler på sigt skal være med. De tre skoler er med til at vise vejen for, hvordan helt nye teknologier kan styrke elevernes læring. Eleverne lærer at løse komplekse problemer, tænke nyt og bidrage til et samfund, der hele tiden forandrer sig,” siger Mads Bo-Kristensen fra Uddannelse & Læring i Vejle Kommune.
Konferencen – en såkaldt FabLearn - afholdes på Aarhus Universitet af Center for Participatory IT i et samarbejde med Silkeborg og Aarhus Kommuner, som er Vejle Kommunes partnere i projektet FabLab@SchoolDK.Konferencen giver danske folkeskolelærere mulighed for at få en forskningsbaseret viden om digital fabrikation, så lærerne får de bedst mulige forudsætninger for at bruge de mange investeringer i it til at øge børnenes læring og dannelse.